Torm/CEO: Vi har længe troet på et stærkere marked

Udgivet den 18-08-2022  |  kl. 13:54  |  
Arkiv: Foto

Rederiet Torm har været støttet af en noget nær den perfekte storm på energimarkedet, og det har sikret en markant fremgang i andet kvartal for rederiets aktiviteter inden for produkttank.

På bundlinjen er overskuddet vokset med en faktor på knap 50 til 99,7 mio. dollar mod blot 2,1 mio. dollar samme kvartal sidste år og godt tidoblet fra første kvartal i år.

- Vi gennem længere tid har haft den overbevisning, at vores marked ville blive stærkere, og at når effekter fra coronapandemien på forbrugerne ville løsne op, så ville vi også se en større efterspørgsel på olieprodukter og et højere marked, siger Jacob Meldgaard, administrerende direktør hos Torm, til MarketWire.

- Det, vi så ikke har haft med i de overvejelser, var en krig i Ukraine, der så yderligere har forstærket behovet for at importere raffinerede olieprodukter til Europa, lyder det videre.

Foruden krigen i Ukraine og tilbagekomsten af olieefterspørgslen oven på coronapandemien, er der også sket den mærkbare udvikling, at flere ældre raffinaderier er blevet lukket ned.

- Der har simpelthen været en bevægelse mod, at ældre raffinaderier i udviklede økonomier er lukket ned. Der er ikke mindre end 20 raffinaderiet i Europa, USA, Australien og Japan, der er op mod 50 år gamle, som er blevet lukket ned. Det er en permanent ændring - alle de lande har jo et importbehov, og det behov stiger, når du lukker raffineringen ned, siger Torm-direktøren til MarketWire.

Det har alt sammen været med til at drive raterne i vejret, og i andet kvartal lå TCE-raterne mere end dobbelt så højt som i samme periode sidste år.

REKALIBRERING AF ENERGISYSTEM

Dertil kommer så også krigen i Ukraine, der ifølge Jacob Meldgaard vil skabe en "rekalibrering af hele det globale energisystem".

Den fulde effekt heraf er endnu ikke indtruffet, men fra februar næste år træder sanktioner mod import af russiske olieprodukter officielt i kraft.

- Ud af den europæiske import er halvdelen fra Rusland. Alt andet end lige vil det betyde, at det i stedet skal sejles fra Mellemøsten eller Indien. Det venter vi giver et yderligere efterspørgselsdrive, som vi mener vil betyder yderligere 7 pct. efterspørgselsstigning målt i ton-mil. Af det er 2 pct. allerede inde i markedet, siger Jacob Meldgaard.

- Grunden til, at det ikke er højere, er at der stadig hos en række lande er et incitament til at købe den russiske olie og benzin, da den alt andet end lige er billigere - og fortsat lovlig, lyder det videre fra Torm-direktøren.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  CEO❯  Shares❯