Torsdagens aktier: Bavarian steg på abekopper - Ambu på ny direktør

Udgivet den 19-05-2022  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Der var ingen andre aktier på den københavnske fondsbørs, der kunne nå op på siden af Bavarian Nordic, der lå i toppen af eliteindekset dagen igennem, mens nyheden om udbrud af abekopper spredte sig.

Zealand Pharma kæmpede sig ellers godt deropad efter nyheden om, at selskabet har nået endemålet i et fase 3-stude med lægemidlet Dasiglucagon til behandling af børn med medfødt hyperinsulisme ramte markedet.

Også Ambu forsøgte sig med meddelelsen om en ny topchef, hvilket resulterede i et pænt kurshop.

Men det var de røde aktier, der havde overtaget, og samlet faldt eliteindekset, C25, med 1,2 pct. til 1609,07.

Faldet kom efter en voldsom nedtur i USA onsdag, hvor investorerne var skræmt af effekten på virksomhedernes overskud fra høj inflation og problemer i forsyningskæderne.

I bunden af C25-indekset trak Pandora, Rockwool og A.P. Møller-Mærskned med fald på mellem 6,5 og 4,7 pct.

- De store fald i USA sætter aktierne under pres. Det er detailkædernes meget skuffende meldinger - først Walmart og siden Target, hvor vi henholdsvis tirsdag og onsdag så de største fald i aktiekursen siden Black Monday i 1987, siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank, til MarketWire.

- Hvis man gik og troede, man kunne gå i læ i supermarkedet, så kan vi nu også se, at de bliver ramt. Det er frygten for recession, der tynger. Og det kan blive skruen uden ende - for det kan jo ende med, at priserne bliver sat endnu mere op, siger han og henviser til høj inflation og stigende renter.

BAVARIAN STEG EFTER FUND AF ABEKOPPER

De seneste dage er der opdaget smitte med abekopper i både Sverige, Storbritannien, Portugal og USA, mens 23 personer mistænkes at være smittet i Spanien.

Og en vaccinekontrakt til Bavarian Nordic var torsdag med til at cementere kurshoppet, da et unavngivet europæisk land bestilte en ordre af vaccinen Imvanex mod abekopper.

Aktien steg 29,5 pct. til 183 kr.

Sydbank ser positivt på den indgåede kontrakt med Bavarian om vaccineordren, selv om det må ventes at være en beskeden ordrestørrelse, eftersom selskabet fastholder sine forventninger til 2022, skriver senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en analyse.

Bavarian har som det eneste selskab en myndighedsgodkendt vaccine mod abekopper. I forbindelse med godkendelsen fra den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, i september 2019 blev topsalgspotentialet for vaccinen opgjort til 65 mio. dollar.

AMBU I SLUSPURT

En time før lukketid kom Ambu med meddelelsen om, at medicoselskabet får ny direktør fra og med fredag. Det er Britt Meelby Jensen, der overtager tømmerne fra topchefen gennem de seneste tre år, Juan Jose Gonzalez.

Den nye chef har siddet i Ambus bestyrelse siden 2019.

Aktien i Ambu steg 9,1 pct. til 94,56 kr. Kort inden meddelelsen lå aktien i cirka 85,50 kr.

Blandt sidepapirerne tog Zealand Pharma et gevaldigt hop. Selskabet har nået endemålet i et fase 3-stude med lægemidlet Dasiglucagon til behandling af børn med medfødt hyperinsulisme.

Zealand venter at indsende registreringsansøgningen i slutningen af 2022.

Aktien steg 15 pct. til 96 kr.

SIMCORP OG ROCKWOOL MED TAL

Herhjemme var der desuden fokus på Simcorp efter softwareselskabets regnskab for første kvartal, hvor forventningerne til 2022 blev fastholdt.

Simcorp-aktien faldt 0,6 pct. til 492 kr.

Rockwool leverede regnskab onsdag og endte med et plus på 2,2 pct. Torsdag var pilen vendt, og aktien faldt 5,3 pct. til 1836,50 kr., på trods af at Rockwool opjusterede forventningen til salgsvæksten i lokal valuta til 20-25 pct. fra 15-20 pct.

SAS-KASSEN ER TOM

Luftfartsselskabet SAS vil ikke kunne regne med mere støtte fra regeringerne i Danmark og Sverige, medmindre private investorer er klar til at lægge det største bidrag i hatten.

Det er konklusionen i en advokatundersøgelse, som SAS-ledelsen har bestilt, skriver den norske finansavis Dagens Näringsliv.

Aktien mistede 2,5 pct. på aktiekursen, der landede på 0,68 kr.

Torsdagen bød også på en kvartalsorientering fra Brøndby IF, der meldte om en omsætnings- og resultatudvikling som planlagt i årets første tre måneder. Aktien faldt 0,1 pct. til 0,48 kr.

Også æggebakkeproducenten Hartmann kom med regnskab, som viste et kvartal med stigende toplinje, men faldende indtjening som følge af stigende udgifter til energi- og genbrugspapir.

Aktien faldt 1,6 pct. til 214,50 kr.

Efter børsens lukketid kommer regnskabet fra Scandinavian Tobacco Group. Aktien faldt 2,4 pct. til 152,40 kr. forud for offentliggørelsen.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯