Torsdagens aktier: Carlsberg i toppen af indeks kuet af Trumps toldtrusler

Med Carlsberg og Coloplast som eneste aktier i plus sluttede det danske C25 indeks torsdag i 1851,29 eller 0,9 pct. lavere end onsdag kuet af toldtrusler fra den amerikanske pæsident, Donald Trump.
- Det er Donald Trump og frygten for tariffer ind mod Europa, som er med til at skræmme markedet lidt efter en del dage med et stærkt marked, kommenterer chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink. USA's præsident gentog sent onsdag sine trusler om told på 25 pct. på blandt andet europæiske biler.
- Men det undrer mig, at markedet bliver så bange for det. Det var jo ikke utænkeligt, at han ville sige det - han har sagt det så mange andre steder - og han buldrer lidt til højre og til venstre en gang i mellem. Men markedet er utroligt sensitivt i forhold til, hvad der bliver sagt derfra, mener Mads Zink.
- Men når det er sagt, så skal der ikke så meget til, at det vender igen, beroliger chefaktiehandleren.
TO I TOPPEN
Den mere selskabsspecifikke inspiration begrænsede sig torsdag til nye kursmål fra analytikerne og nyt fra branchefællerne. Men ingen af delene vedrørte de to aktier i toppen af C25.
Her steg Carlsberg 1,7 pct. til 906,40 kr., og Mads Zink kan blot notere, at aktien har ligget godt i lang tid og klarer sig stærkt for tiden.
Coloplast steg helt marginale 0,03 pct. til 776,40 kr.
Specielt om Novonesis og Coloplast bemærker Mads Zink, at de to aktier ligger i konkurrence, om hvem af dem, som skal vægtes op i det brede KAX Kap-indeks ved rebalanceringen fredag.
- Nu faldt Coloplast pænt i går, og Novonesis steg, så de to byttede plads. Nu er det Novonesis, som vægtes op til 7 pct., og Coloplast, som vægtes ned til 4,5 pct. Og Coloplast skal faktisk "outperforme" Novonesis med 8 pct. hvis de skal bytte plads igen, siger Mads Zink.
Aktien i Novonesis faldt torsdag 0,3 pct. til 427 kr.
Genmab tabte 0,2 pct. til 1614,50 kr. uden konkret nyt som baggrund.
Genmab får inden længe at vide, om partneren Johnson & Johnson vælger at arbejde videre med lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38 - en mulig arvtager for guldægget Darzalex, og Genmab-analytiker i Jyske Bank, Henrik Hallengreen Laustsen, spår en større optur for aktien, hvis afgørelsen falder heldigt ud, mens nedturen formentlig ikke bliver tilsvarende slem, hvis afgørelsen går Genmab imod.
BRANCHENYT TIL VESTAS OG NKT
Relateret til Vestas kom der torsdag morgen regnskab fra den den tyske vindmølleproducent Nordex, som fik et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 296,4 mio. euro i 2024 mod forventningen hos analytikerne på 283,3 mio. euro. For 2025 flugter selskabets egne forventninger fint med analytikernes.
Vestas faldt 1,6 pct. til 102,35 kr.
NKT's italienske konkurrent Prysmian lagde an til vækst i 2025 med sit regnskab for fjerde kvartal af 2024. Både omsætning og driftsoverskud voksede tocifret i 2024, hvilket var en smule bedre end ventet af analytikerne.
NKT fik desuden sænket sit kursmål hos Goldman Sachs til 423 kr. fra 443 kr., og kabelproducenten bakkede 6,3 pct. til 491,20 kr. i bunden af C25-indekset, hvor GN faldt 6,0 pct. til 128,80 kr.
SÆNKEDE BANKANBEFALINGER
Onsdagens regnskaber fra Sydbank og Jyske Bank, som blev modtaget positivt, gav analytikerne anledning til revurdering af anbefalinger og kursmål.
Norske ABG Sundal Collier sænkede anbefalingen for begge aktier til "hold" fra "køb", mens kursmålene omvendt blev løftet til 480 kr. fra 450 kr. for Sydbanks vedkommende, og til 610 kr. fra 575 kr. for Jyske Bank
Også SEB har justeret kursmålet for Sydbank til 500 kr. fra 420 kr. Og Danske Bank hævede sit til 500 kr. fra 460 kr.
Men Sydbank faldt 1,6 pct. til 444 kr., mens Jyske Bank faldt blot 0,1 pct. til 583 kr.
Nordeas kursmål blev hævet hos Mediobanca til 96,97 kr. fra 89,53 kr., men aktien faldt 1,6 pct. til 94,06 kr.
I den nedre del af C25 lå Mærsks B-aktie i minus med 1,5 pct. til 12.685 kr.
World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry, viste at priserne for at få fragtet en container bare fortsætter med at gå ned. Prisen er nu faldet med mere end en tredjedel i de seneste syv uger med uafbrudt fald.
BRØDREDE A&O I PLUS
Brødrene A&O kom med sit regnskab for hele 2024, der trods en voksende toplinje vidnede om tilbagegang på både drifts- og overskudsposten. I 2025 venter selskabet en omsætning på 5,8-6,1 mia. kr. og en fremgang i driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger til 410-450 mio. kr.
A&O gik frem med 6,8 pct. til 87,50 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›