Torsdagens aktier: Pandora tabte glansen i rødt marked

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 17:09  |  
Maersk

Det danske aktiemarked gik torsdag på forlænget weekend med et fald på 0,4 pct. til 1334,68 til C25-indekset, hvor Pandora-aktien var at finde i den tunge ende efter en sænket anbefaling.

- Vi har stadig stor risikoappetit i markedet, hvor sektorrotationen ind i cykliske og value-aktier fortsætter, og vi forventer, at denne sektorrotation vil fortsætte, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Aktiemarkedet i Danmark er en smule i minus, hvilket kan ses som en lille smule gevinsthjemtagning, og generelt er der torsdag lidt langt mellem nyhederne, fremhæver Mads Zink.

Pandora tabte 2,2 pct. til 357,90 kr. efter en sænket anbefaling.

Jyske Bank sænkede sin anbefaling af smykkeselskabet til "hold" fra "køb", fremgår det af et analysenotat fra banken torsdag. Kursmålet er i samme ombæring løftet til 365 kr. fra 280 kr.

- Pandora er oppe med 26 pct. år til dato og ligger i øjeblikket tæt på toppen tilbage i januar. Dette virker en anelse overgjort set i lyset af de udfordringer, som Covid-19 har forårsaget, skriver analytiker Janne Vincent Kjær blandt andet i notatet.

Lundbeck-aktien faldt endvidere 1,2 pct. til 267,40 kr., efter at medicinalselskabet har mødt stor modstand i sine bestræbelser på at få fjernet den bøde, som det danske selskab er blevet idømt af EU-Kommissionen.

EU-Domstolens tyske generaladvokat, Juliane Kokott, foreslår nemlig en fastholdelse af hele bøden på 94 mio. euro - eller omtrent 700 mio. kr. - som Lundbeck er blevet tildelt for at holde generiske versioner - eller kopier - af antidepressivet Cipramil (Citalopram) ude af markedet.

Det kommer ikke som den store overraskelse ifølge Mads Zink, der også pointerer, at Lundbeck har sat penge til side til bøden.

Handelsugens to første dage stod i sektorrotationens tegn, hvor investorerne især kappedes om aktier i cykliske selskaber såsom A.P. Møller - Mærsk og FLSmidth.

Torsdag satte Mærsks B-aktier sig dog med 0,3 pct. til 7514 kr.

Tirsdag sendte en positiv anbefaling Mærsk til tops i C25-regi med en stigning på lige under 7 pct., og onsdag var stigningen lige under 8 pct.

Onsdagens stigning havde primært sin baggrund i, at nøgletal fra Kina bekræftede en massiv forbedring i økonomien efter genåbningen oven på udbruddet af coronavirus.

FLSmidth-aktien fortsatte torsdag de positive tendenser med et plus på 0,8 pct. til 201 kr. efter de to seneste dages stigninger på henholdsvis 4,3 og 4,8 pct.

Modsat hang flere af de defensive aktier fortsat lidt i bremsen, hvor Genmab-aktien tabte 1,8 pct. til 1913,50 kr. efter de seneste dages fald på 1,8 pct. og 3,7 pct.

Genmab meddelte torsdag eftermiddag, at EU-Kommissionen har givet grønt lys til subkutan behandling med Genmabs kræftmiddel Darzalex til patienter med knoglemarvskræft.

Bankaktierne havde en god dag på kontoret, efter at ECB løftede sit pandemi-obligationsopkøbsprogram med 600 mia. euro til 1350 mia. euro.

Jyske Bank steg 1,8 pct. til 200,40 kr., og Nordea lukkede med en stigning på 0,7 pct. i 49,98 kr.

B&O HAR SIKRET KAPITAL

B&O havde torsdag vind i sejlene, og aktien løftedes med solide 16,9 pct. til 27,78 kr. efter onsdagens fald på 5 pct.

Sent onsdag oplyste selskabet, at det nu kan gennemføre sin planlagte kapitalnedsættelse og den aktieemission, der skal give nogle tiltrængte penge på kistebunden i det pressede selskab fra Struer.

De nye aktier vil derefter blive udbudt til 5 kr. stykket, og dermed kan selskabet sikre sig et nettoprovenu på godt 356 mio. kr.

Det norske finanshus Sparebank 1 Markets skærer voldsomt i kursmålet for aktien i SAS og ændrer anbefalingen til "sælg" fra "neutral".

Kursmålet reduceres med mere end 70 pct. til 2,86 kr. mod tidligere 10,61 kr.

SAS-aktien endte dog torsdagens med et plus på 4,1 pct. i 7,29 kr.

SP GROUP FÅR PROVENU PÅ 220 MIO. KR.

SP Group steg 4,9 pct. til 213 kr. efter sent onsdag at have annonceret et stort aktiesalg, som nu er gennemført. Selskabet har afhændet 1,1 mio. nye aktier til en pris på 200 kr. stykket - svarende til en rabat på 1,5 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs.

Salget sikrer et provenu på 220 mio. kr., som SP Group vil bruge på at styrke kapitalgrundlaget og sikre, at plastkoncernen er klar til at gribe muligheden, hvis eller når en attraktiv opkøbsmulighed byder sig.

ÅRSTAL FRA GLUNZ

Den ordinære regnskabssæson er overstået, men Glunz & Jensen, der steg med 1,6 pct. til 63 kr., leverede torsdag sit årsregnskab.

Glunz & Jensen landede en omsætning på 195,6 mio. kr. og en EBITDA-indtjening på 14,9 mio. kr. før engangsposter i regnskabsåret, der sluttede ved udgangen af marts.

Glunz & Jensen venter i 2020/21 en omsætning på 150-160 mio. kr. og et driftsresultat, EBITDA, før engangsposter og værdireguleringer på 15 mio. kr.

ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder