Torsdagens aktier: Sydbank tændte Alm. Brand på rekorddag

Udgivet den 01-10-2020  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Et bankbryllup sikrede torsdag Sydbank og Alm. Brand hovedroller på det danske aktiemarked, hvor også eliteaktierne vandt frem og C25-indekset satte lukkerekord for 32. gang i år. Ørsted og Pandora gik forrest blandt de store selskaber.

Torsdagens helt store historie var dog Sydbanks køb af Alm. Brand Bank for et beløb på omkring 1,8 mia. kr. Den endelige købesum er aftalt til 95 pct. af den bogførte egenkapital i Alm. Brand Bank, når købet lukkes.

Aftalen omfatter ligeledes indgåelse af et partnerskab, der skal skabe attraktive tilbud for både bank- og forsikringskunder.

- Det er en konsolidering i branchen, som er ventet, og det bliver nok ikke den sidste, vi ser, siger børsmægler i ABG Sundal Collier Jim Søborg Hansen til Ritzau Finans.

OPJUSTERING FRA ALM. BRAND

Bankfusionen faldt i god jord på aktiemarkedet, hvor Sydbank steg 2,4 pct. til 102 kr., mens Alm. Brand buldrede i vejret med 12,8 pct. til 82 kr.

Alm. Brand havde da også torsdag en opjustering i ærmet på 100 mio. kr., hvilket ikke skyldes den nye aftale med Sydbank, men i stedet en forbedring af resultaterne i forsikringsforretningen løbet af tredje kvartal.

Desuden har Alm. Brand forhandlet en god aftale med Sydbank.

- Det må man sige. 95 pct. af bogførte værdi er en pæn pris, når man ser, hvad andre bankaktier handles til, siger Jim Søborg Hansen.

ØRSTED SÆTTER REKORD

Blandt C25-aktierne var der rift om Ørsted, der steg 6,2 pct. til lukkerekord 930 kr. og anførte en fremgang i C25-indekset på 1,2 pct. til 1525,68.

Ørsted har truffet endelig investeringsbeslutning om udvikling af landvindmøllparken Western Trail Wind i Texas. Projektet er på 367 megawatt og er det største landvindprojekt for selskabet indtil nu. Western Trail Wind ventes at blive sat i kommerciel drift i 2021.

Den tyske finanshus Berenberg indledte desuden dækning af Ørsted med anbefalingen "køb" og et kursmål på 1060 kr.

Som toer i indekset endte Pandora 5,4 pct. højere i 482,40 kr. Finanshuset SEB løftede sit kursmål for aktien med 7,5 pct. til 430 kr. fra førhen 400 kr., mens anbefalingen af aktien fortsat er "hold".

Blandt vinderne var også Vestas, der steg 1,9 pct. til 1050 kr. og satte lukkerekord.

Vestas kunne onsdagen igennem se ordrerne tikke pænt ind frem mod afslutningen af tredje kvartal. Og også efter børsens lukketid onsdag fortsatte ordrestrømmen, så Vestas endte med ordrer med en samlet kapacitet på 1320 megawatt onsdag og et forrygende tredje kvartal med i alt 3535 megawatt annoncerede ordrer.

FALD i ISS

I bunden af C25 faldt Chr. Hansen med 3,4 pct. til 682 kr. Herefter fulgte ISS med et fald på 2,2 pct. til 82,10 kr.

ISS fik genoptaget dækning hos amerikanske Morgan Stanley, der genstartede med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 80 kr.

Chr. Hansen måtte samtidig se franske Exane BNP Paribas sænke sin anbefaling af aktien til "underperform" fra "neutral". Kursmålet bliver i samme ombæring reduceret til 550 kr. fra 600 kr.

Blandt sidepapirerne kunne Bang & Olufsen fejre, at det for første gang i to år har præsenteret vækst i omsætningen. Den steg i første kvartal med 11 pct. målt i lokale valuta til 462 mio. kr. mod 419 mio. kr.

Den værste blødning er samtidig stoppet, om end selskabet fortsat taber penge. Bundlinjen endte med et underskud på 49 mio. kr. mod 106 mio. kr. i samme periode året før.

Aktien i B&O endte 11 pct. højere i 15,95 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder