Torsdagens aktier: Vestas og Ambu tog revanche på grøn dag

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Der var positive stemning på det danske aktiemarked torsdag, hvor Vestas og Ambu lagde sig i spidsen. Også Danske Bank lå i grønt forud for regnskabet fredag.

Torsdag lukkede C25-indekset 1,1 pct. højere i 1925,52, tæt på rekorden fra den 7. juli på 1925,73.

Uden selskabsspecifikke nyheder røg Vestas og Ambu til toppen.

- Vestas tog en ordentlig tur ned forleden, fordi en konkurrent nedjusterede grundet stigende omkostninger til materiale og problemer med en ny platform. Markedet var nok lidt for hurtigt, og det der blev sat til, er indhentet med de rekyler, der har været de seneste dage, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.

- Ambu faldt i forgårs mere end 8 pct. efter et sænket kursmål fra Bank of America. Det var en lige voldsom nok reaktion, og dem, der tror på Ambu, er ude at samle aktien op nu, fortsætter han.

Aktiemarkedet blev løftet herhjemme i løbet af onsdag, mens amerikanerne tog hul på de positive tendenser allerede tirsdag.

- Markedet er fortsat i fin form, og der er god stemning. Volumen er lav, men hvor mandag var mere dommedagsagtigt, så er det allerede i glemmebogen, tilføjer chefaktiehandleren.

BRDR. HARTMANN I MEDVIND TRODS TILBAGEGANG HOS KONKURRENT

Blandt sidepapirerne tog Brdr. Hartmann opmærksomhed i torsdagens handel.

Det skete, efter at den finske konkurrenten Huhtamäki slog analytikernes forventninger i året andet kvartal, skriver Bloomberg News, der har indsamlet konsensusestimater.

Det justerede driftsresultat, EBIT, landede på 79,9 mio. euro - svarende til 594 mio. kr. - i kvartalet. Her var der ifølge analytikerne ventet et driftsresultat på 73,4 mio. euro.

Nettoomsætningen landede i perioden på 877,1 mio. euro mod en forventning på 851,1 mio. euro.

Mest interessant var det, at selskabet - der ligesom Brdr. Hartmann producerer æggebakker - leverede en ordinær driftsindtjening, der faldt 2 pct. til 0,3 mio. euro i forhold til sidste år i selskabets fiber indpakningsafdeling.

På trods af, at konkurrenten går tilbage i et forretningsområde, der overlapper Brdr. Hartmann, så steg aktien hos det danske selskab 2,3 pct. til 507 kr.

STORBANKERNE I VÆLTEN

Den nordiske storbank Nordea har fået hævet kursmålet af en række finanshuse. Ændringerne kommer i kølvandet af bankens solide regnskab for årets andet kvartal onsdag morgen.

Nordea kom ud af kvartalet med et langt større nettooverskud end ventet af analytikerne og udlodder mia. udbytte til aktionærerne.

Der er givet løftet kursmål fra britiske Barclays, der øger til 78,10 kr. fra 68,41 kr., mens anbefalingen fastholdes på "ligevægt". Jyske Bank hæver Nordeas kursmål til 80 kr. fra 75 kr. og holder fast i anbefalingen "køb", fremgår det af en analyse.

Også svenske SEB har løftet kursmålet - her til 112 svenske kr. fra svenske 110 kr., svarende til 81,26 kr. fra 79,81 kr.

Nordea lå fladt til 71,85 kr.

Danske Bank lænede sig onsdag op ad konkurrenten. Torsdag følges de to storbanker også op. Torsdag steg Danske Bank-aktien 1,1 pct. til 112,90 kr.

Også Ringkjøbing Landbobank har fået et nyt kursmål, der er blevet hævet til 750 kr. fra 710 kr. af Danske Bank. Anbefalingen er fortsat "køb" ifølge data fra Bloomberg.

Aktien steg 3,0 pct. til 698 kr.

NOVO FÅR INDLEDT DÆKNING

Medicinalkoncernen Novo Nordisk er kommet med i dækningen hos investeringsbanken Cowen, som har indledt med en neutral anbefaling - market perform - af Novo-aktien. Kursmålet er til en start sat til 596 kr.

Onsdag lukkede Novo Nordisk i rekorden 560 kr. efter en stigning på 1,3 pct., torsdag steg aktien 0,1 pct. til 560,50 kr.

TAL FRA ISLANDSKE ÖSSUR

Islandske Össur, der er noteret i Danmark, fremlagde regnskab for andet kvartal torsdag morgen. Både omsætning og nettoresultat voksede markant, og selskabet fastholder forventningerne til hele året, hvor der ventes en organisk salgsvækst på 10-15 pct. samt en driftsmargin før særlige poster på 21-23 pct.

Össur steg 1,3 pct. til 48 kr.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder