Torsdagens aktier: Vestas og C25 i grønt efter seks dage i rødt

Udgivet den 25-02-2021  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Vestas var torsdag flyvende, efter at det schweiziske finanshus UBS anbefalede køb af vindmølleaktien, der var faldet seks dag i træk.

Torsdagen bød desuden på en række regnskaber, hvor ISS fortsat viste sig at være hårdt ramt af pandemien, mens Matas havde fart på indtjeningen i den digitale forretning og SAS tabte en masse penge.

Overordnet kørte aktiemarkedet opad på forhåbninger om en snarlig genopretning af økonomien, som også fik renterne til at stige markant over den seneste måned.

- Fokus er på bankerne, der kører fint oven på de fortsatte rentestigninger, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Herhjemme lukkede Danske Bank med en stigning på 2,5 pct. i 117 kr., og Nordea steg 1,8 pct. til 57,22 kr.

C25-indekset lukkede 1,1 pct. højere i 1627,61 og brød dermed den seks dage lange stime af fald. Stemningen var mere negativ i Europa med et fald til det tyske DAX-indeks på 0,3 pct. ved dansk lukketid.

VESTAS I HOPLA EFTER LØFTET ANBEFALING

Vestas endte med en stigning på 4,7 pct. i 1183,50 kr., og kom dermed lidt igen efter onsdagens fald på 4,9 pct. Det var også første stigning efter seks dage med fald.

Finanshuset UBS løftede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" med et kursmål, der blev hævet til 1560 kr. fra 1265 kr. ifølge PLX AI.

- Vestas har været presset af ændringen af KAX Cap-indekset, der ser ud til at svinge over til Mærsk på bekostning af Vestas. I dag kommer den lidt igen sammen med de grønne aktier, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

Ørsted-aktien steg med 2,2 pct. til 1010 kr. efter et fald på 37 pct. fra toppen den 7. januar til onsdagens lukkeniveau.

Ambu sluttede med en stigning på 5,2 pct. i 288,20 kr. i spidsen af C25-indekset. Det kom efter otte dage i træk med fald.

Genmab-aktien fortsatte den negative tendens med et fald på 2,7 pct. til 2092 kr. efter onsdagens fald på 5,7 pct. Tirsdag efter lukketid aflagde biotekselskabet regnskab med en svag prognose.

ISS AFSLUTTER RÆDSELSÅR

Servicekoncernen ISS afsluttede coronaåret med et stort underskud.

- Ser man på omsætningen og den organiske vækst, så lander det faktisk på niveau med forventningerne, men indtjeningen lander en spids under givet nogle større omkostninger til restruktureringer og engangseffekter, end jeg havde regnet med, siger Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Sydbanks aktieanalytiker vurderer dog, at forventningerne til den organiske vækst er lidt vage

ISS-aktien sluttede dagen uden nogen ændring i 113,90 kr.

MATAS MED OPJUSTERING

De stribede fra Matas opjusterede forventningerne til det skæve regnskabsår 2020/202, idet den digitale forretning er blevet mere lønsom.

Matas steg 0,9 pct. til 82,50 kr.

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff havde vækst på toplinjen i første kvartal 2020/21, der dækker fjerde kvartal af kalenderåret sidste år.

- Per Aarsleffs regnskab er lidt bedre end ventet med en stærk ordrebog. Det kan ligne en klassisk Per Aarsleff med en opjustering senere på året, siger Martin Munk.

Entreprenøraktien steg med 9,5 pct. til 292 kr.

A&O var også flyvende med et plus på 7 pct. til 736 kr., efter at byggevaregrossisten leverede årsregnskab. Udbyttet blev hævet og derventes vækst i det nye regnskabsår.

SAS FIK VALUTAMEDVIND

Regnskabet fra SAS for første kvartal, der dækker november til og med januar, viste endnu et dundrende underskud, men det var dog stadig tæt på det Sydbanks analysechef, Jacob Pedersen, havde ventet.

- Når der er valutamedvind for 600 mio. kr., hjælper det på tallene. Generelt er det måske lidt bedre, end jeg havde regnet med, siger han til Ritzau Finans.

Han peger dog på, at de største afvigelser skyldes valutamedvind og lavere afskrivninger end i første kvartal sidste år.

Aktien faldt torsdag med 4,5 pct. til 1,377 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder