Torsdagens aktier: Ørsted og Mærsk sørgede for plus i C25 trods dukkert til Pandora

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Pæne plusser til Ørsted og Mærsk sørgede for overordnet god stemning på aktiemarkedet i København, hvor eliteindekset, C25, revancherede sig 0,4 pct. til 1831,96 efter onsdagens fald på 0,7 pct.

Pandora kom ellers under pres i løbet af eftermiddagen efter negative signaler fra branchekollegaen Signet om smykkesalget på det vigtige amerikanske marked, og Vestas faldt også tilbage trods annonceringen en ny mølleordre.

- Det danske marked klarer sig relativt godt sammenlignet med det øvrige Europa, og det skyldes i særdeleshed en god stemning om Ørsted, som holder kapitalmarkedsdag i London.

- Som Ørsted selv siger, så er der stor medvind fra politisk hold til vedvarende energi, så de har løftet sløret for nogle pæne forventninger frem mod 2030. Det er det, der trækker aktien op, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire.

Ørsted regner nu med en driftsindtjening på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.

Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.

Ørsted-aktien endte i toppen af C25 med et plus på 5,1 pct. til 634 kr.

TEGN PÅ RATESTABILISERING SENDER MÆRSK OP

Der var også rift om Mærsk-aktierne, som steg jævnt over dagen og endte 4,6 pct. højere i 12.625 kr. målt på B-aktien. Tegn på en stabilisering af fragtraterne har været understøttende for aktien, vurderer Ole Kjær Jensen.

Pandora lå også til en stigning tidligt på eftermiddagen, men det ændrede sig, da selskabets amerikanske smykkekollega Signet nedjusterede sin salgs- og indtjeningsprognose i forbindelse med regnskabet for det forskudte første kvartal.

På børsen i USA blev Signet-aktien sendt kraftigt ned med 10 pct., og herhjemme blev Pandora trykket til bunds i C25-indekset efter et fald på 5,0 pct. til 546,40 kr.

Det skal sammenlignes med en kurs på 580 kr., før regnskabsmeddelelsen fra den amerikanske kollega ramte handlernes skærme.

- Vi ser meddelelsen som negativ i relation til Pandora, da nedjusteringen blandt andet begrundes med et svagere smykkemarked i USA, der nu forventes at falde mere end tidligere, vurderer Janne Vincent Kjær, analysechef i Jyske Bank.

Hun mener dog ikke, at Pandora vil blive ramt i ligeså udstrakt grad.

- USA udgør 30 pct. af Pandoras salg og er derfor et vigtigt marked for Pandora, men vi ser dele af nedjusteringen som et resultat af et svagt salg af forlovelsesringe, der udgør næsten 50 pct. af Signets salg. Dette bør ikke i samme grad ramme Pandora, da de ikke er eksponeret mod dette segment, uddyber hun.

Vestas kunne berette om en finsk mølleordre på 161 megawatt, men det til trods faldt aktien 2,5 pct. til 202,05 kr.

I den positive afdeling var der også yderligere plusser til bankaktierne. Danske Bank steg yderligere 0,6 pct. til 161,55 kr. efter et plus på 8,0 pct. onsdag efter bankens strategiopdatering, der også bød på nye målsætninger frem mod 2026.

Efterfølgende har SEB, Jyske Bank, UBS og Nordea løftet deres kursmål for Danske Banks aktie.

Jyske Bank steg desuden 0,7 pct. til 522,60 kr. efter et plus onsdag på 3,0 pct., og Nordea endte 0,4 pct. højere i 72,68 kr. efter stigningen onsdag på 1,8 pct.

NKT MED DETALJER FOR AKTIESALG

Uden for C25 var der fokus på NKT, som præsenterede detaljerne for det forestående aktiesalg i selskabet. NKT vil i alt udbyde op til godt 10,7 mio. nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer og til en pris på 255 kr. per aktie.

Det vil kræve fire tegningsretter at tegne én nye aktie.

Hvis salget udnyttes fuldt ud, vil det indbringe et provenu på 2,74 mia. kr.

NKT-aktien endte 0,2 pct. lavere i 423 kr.

Blandt de mindre papirer var der desuden opmærksomhed til fondsbørsens nyeste navn, Asetek, der sent onsdag leverede en gedigen opjustering af forventningerne.

Asetek regner nu med en vækst i omsætningen på 25-35 pct. i år sammenlignet med 2022, mens buddet tidligere var på en fremgang på 5-15 pct.

Desuden ses driftsindtjeningen ende i 5-7 mio. dollar mod oprindeligt 2-4 mio. dollar.

Aktien, der blev noteret i København i maj, tordnede i vejret med 26,6 pct. til 4,28 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

08:26 Aktier/tendens: Unibrew og Mærsk kan gå mod strømmen i ventet rød åbning
08:03 GN får sat kursmålet op af Danske Bank der spår pæn organisk vækst i første kvartal
08:02 Unibrews opjustering ses belønnet med kursstigning på 2-5 pct. hos Jyske Bank
08:00 Antallet af folkepensionister steg i 2023
07:51 Unibrew får hævet anbefaling og kursmål hos ABG efter regnskab med opjustering
07:22 Fransk ISS-konkurrent leverer stærkere end ventet vækst drevet af højere priser
07:12 Israels angreb på Iran udløser markant prishop på olie
07:06 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter eskalering af konflikt i Mellemøsten
06:42 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:41 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:34 Netflix slog klart markedets forventninger i første kvartal - men aktien faldt
06:34 Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb
06:34 Israelske missiler rammer Iran - medie
06:34 Demant-chef ser mere aktive ældre løfte markedet i USA
06:34 Demant-chef: Stigende tilskud har hjulpet markedet i USA - men ikke som i Europa
06:34 Unibrew-opjusterer indikerer at værste er ovre mener analytikere
06:34 Unibrew med stærkt momentum fra årets start - slår forventningerne
06:32 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:32 Valuta: Kraftig flugt mod sikre havne efter israelsk gengældelsesangreb på Iran
06:32 USA/T-bond: Stærke nøgletal sendte renterne op - markant drop fredag