Torsdagens aviser med Pandora, Vestas og Carlsberg

Udgivet den 15-03-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BARSELSKAB SÆLGES I KÆMPEHANDEL

Majoriteten af barfirmaet Rekom sælges til kapitalfonden Catacap. Handlen, der værdisætter Rekom til mere end 500 mio. kr., sker for at sætte turbo på væksten. Koncernen har i dag 77 barer, men håber på at være oppe på 200 om nogle få år. (Forside, side 6-7)

STOR VÆKST I HAVECENTERKÆDE

Havecenterselskabet Plantorama har skabt stor vækst. I 2000 lå salget på ca. 30 mio. kr., og i 2017 steg omsætningen fra 359 mio. til 425 mio. kr., svarende til et plus på 20 pct. På bundlinjen er det gået endnu bedre, idet nettoresultatet er tæt på en fordobling fra 11 mio. kr. til 21 mio. kr. (Side 8)

VILD VÆKST HOS ENERGIBØRS EFTER STIFTERS COMEBACK

Med en omsætningsvækst på 65 pct., og et overskud som nærmer sig 0,5 mia. kr., leverer Danske Commodities et rekordresultat. Ejeren, Henrik Lind, har gjort et bemærkelsesværdigt comeback i den koncern, han selv stiftede og søsatte i 2004, men forlod i 2010. (Side 10)

FITNESS WORLDS OPRYDNING HAR VÆRET ET KÆMPE PROJEKT

Fitness World Group har været igennem en længerevarende omlægning af virksomheden. Nu mener ledelsen, at forretningsmodellen er ved at være på plads efter to år med omfattende omstruktureringer. Fitnesskæmpen er klar til at satse på nicher. (Side 11)

PANDORAS AKTIEPRIS ER DÅRLIG

35 pct. er Pandora-aktien dykket over de seneste 12 måneder. Og det måtte ledelsen høre for, da de mødte baglandet i Tivoli Congress Center onsdag. Topchef Anders Colding Friis forstår godt frustrationen. (Side 12)

VESTAS SER IKKE TRUMPS STÅLTOLD SOM DEAL-BREAKER

Den høje toldsats, som USA's præsident Donald Trump har indført på importeret stål, vil ikke være en "dealbreaker", selv om den ventes at øge prisen på vindgenereret strøm fra nye projekter. (Side 14)

CARLSBERGS CEES 'T HARTS STRATEGI TIL EKSAMEN

Carlsberg vil skabe vækst på en måde, som kun få er lykkedes med. Bryggeriets strategi, Sail '22, har to trin med først effektivisering og dernæst vækst. Det første trin er taget, og nu skal topchef Cees 't Hart tage det næste. (Side 15)

AMERIKANSK STORBANK MENER TRUMP SKADER HELE VERDEN

Præsident Trump er på vej til at indføre told på en stor del af Kinas eksport. Derfor truer han ifølge storbanken Citi Group verdenshandlen og den globale økonomiske vækst. (Side 20-21)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE BANK SPANDT GULD PÅ ESTISK FILIAL

Danske Bank tjente store summer på mistænkelige udenlandske kunder, der sendte milliarder af kroner gennem koncernens estiske filial i strid med hvidvaskreglerne. Det viser interne dokumenter fra Danske Bank. (Forside, side 4-5)

NATIONALBANKEN TROR PÅ STØRSTE DANSKE LØNFEST I TI ÅR

Nationalbanken forventer en lønvækst i Danmark, der er højere end i udlandet. Det betyder dårligere konkurrenceevne, advarer Danske Bank. (Side 8)

ECCO HAR OVERGIVET SIG TIL AMAZON OG ALIBABA

Mens mærkevareproducenter som Adidas forsøger at holde sig væk fra internettets mastodonter af frygt for prispres, har Ecco et velfungerende samarbejde med internationale selskaber som Amazon og Alibaba. De har bidraget til en onlinevækst på 47 pct. i 2017. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

NYKREDIT VIL FORKÆLE BANKKUNDERNE

Nykredit udvider sit kundeprogram, så 150.000 kunder i koncernens bank også bliver omfattet. Ejerforeningen vil donere 2,4 mia. kr. til kundegaver i år. (Forside, side 6-7)

ENERGIHANDLER I STORFORM

Efter et par beskedne år er det Aarhus-baserede energihandelsselskab Danske Commodities med stifter og ejer Henrik Lind ved roret tilbage for fuld styrke. Det salgsmodne selskab kom ud af 2017 med et resultatet før skat på 449 mio. kr. efter en fremgang på knap 80 pct. (Side 8-9)

PANDORA-TOPPEN FÅR KRITIK FRA AKTIONÆRER

Onsdagens generalforsamling i Pandora kom i høj grad til at handle om smykkekoncernens kursudvikling i 2017, samtidig med at den nye strategi blev præsenteret for aktionærerne. (Side 10)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer