Torsdagens danske avisuddrag med Mærsk, flyrejser og ansigtsbetaling

Udgivet den 02-01-2020  |  kl. 06:45  |  

BØRSEN

MÆRSKCHEF SØREN SKOU GENNEM MARKANT ÅR

Søren Skou har været ansvarlig for strategiarbejdet, der har ændret Mærsk til den koncern, det er i dag. I 2019 blev transformationsprocessen færdig, og en række kilder fortæller om Søren Skous styrker og ukendte sider. (Forside, side 6-9)

TIDLIGERE MILLIARDÆR TILBAGE I CVR-REGISTRET

Ejendomsspekulanten Peter Halvorsen, der gik ud af finanskrisen med en milliardgæld, stiftede ifølge cvr-registret ejendomsselskabet LCG Real Estate i 2019. Ifølge et internt dokument var der planer om at udstede en kryptomønt med sikkerhed i en ejendomsportefølje, men Peter Halvorsens advokat oplyser nu, at planen er at lukke selskabet igen. (Side 10)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

HÅRD START PÅ CANNABISEVENTYR FOR PRODUCENTER

Danske cannabisproducenter har røde tal på bundlinjen efter to år med massive investeringer. Lykken ventes at vende i 2020, hvor cannabispriserne derfor også ventes at falde. (Forside, side 4-5)

PRIS PÅ FLYBILLETTER HISTORISK LAVE OG VENTES AT FORTSÆTTE

Det har aldrig været billigere at rejse med fly, end det var i 2019. Prisfaldet ventes at fortsætte i 2020, hvis ikke nye skatter eller klimaafgifter på flyrejser sætter en stopper for det. (Side 3)

SALLING GROUP: PÅ JAGT EFTER FORMAND OG OPKØB

Salling Group går ud af 2019 med et bedre år end året før. Nu leder koncernens administrerende direktør efter nye opkøb i dansk detailhandel og dertil en ny koncernformand. (Side 6-7)

OVERGANG TIL ELBILER KRÆVER STATSSTØTTE

Erfaringer fra Kina viser, at der skal økonomiske incitamenter til, hvis forbrugere skal skifte til elbiler. Derfor sælges de fleste elbiler i verden enten med direkte eller indirekte støtte. (Side 8-9)

BERLINGSKE BUSINESS

IT-EKSPERT: BETALING MED ANSIGTSGENKENDELSE ER IKKE SIKKERT

I en kantine i kontorfællesskabet Vibenhuset på Østerbro kan man scanne sit ansigt i stedet for et dankort for at betale. Teknologien giver dog mulighed for identitetstyveri, mener en ekspert, der peger på risikoen for, at selskabet bag teknologien bliver hacket. (Forside, side 4-5)

ANALYTIKERE: FEM DANSKE AKTIER VIL VINDE I 2020

I modsætning til 2019 vil der ikke blive aktiefest 2020, forudser en række aktieanalytikere. De peger dog på Danske Bank, ISS, Pandora, FLSmidth og Ambu som kommende vindere. (Side 8-9)

IT-LANDSHOLD SKAL LOKKE KVINDER TIL BRANCHEN

Interesseorganisationen Technology Danmark står sammen seks uddannelsesinstitutioner bag et nyt IT-landshold. Det består af seks kvindelige rollemodeller fra universiteter, som demonstrerer deres evner til at kode foran et publikum. (Forside, side 10-11)

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder