Torsdagens internationale avisuddrag med bitcoin, Uber og brexit

Udgivet den 21-12-2017  |  kl. 07:50  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

TRUMP SEJRER MED NY SKATTEREFORM

Onsdag var en historisk dag i amerikansk skattepolitik, da medlemmerne af Repræsentanternes Hus stemte for en ny skattereform, der giver skattelettelser for omkring 1500 mia. dollar. Afstemningen anses for en sejr til USA's præsident, Donald Trump, der blandt andet førte valgkamp med løfter om markante ændringer i amerikansk skattepolitik. (TRUMP TAX VICTORY SETS UP 2018 ELECTORAL BATTLE)

NEWZEALANDSK FINANSHUS AFVISER BUD FRA KINESISKE HNA GROUP

Finansselskabet Overseas Investment Office fra New Zealand, der er en del af storbanken ANZ, har blokeret et overtagelsesforsøg fra kinesiske HNA Group. Ifølge selskabets ledelse sagde man nej til et bud på 460 mio. dollar, da det kinesiske konglomerat ikke kunne redegøre for ejerstrukturen i selskabet. (NEW ZEALAND BLOCKS HNA TAKEOVER OF ANZ UNIT)

NY SYDAFRIKANSK PARTIFORMAND VIL UDFORDRE MAGTEN MED ØKONOMISKE REFORMER

Det sydafrikanske parti ANC, som landets tidligere præsident Nelson Mandela stod i spidsen for, har fået en ny partiformand. Cyril Ramaphosa, der er en af Sydafrikas rigeste mænd, vil forbedre landets økonomi, hvis han kommer til magten næste år. (RAMAPHOSA PROMISES RADICAL OVERHAUL OF SOUTH AFRICA'S ECONOMY)

TILTAG MOD SVINDEL MÅ IKKE SKRÆMME INVESTORER VÆK I SAUDI-ARABIEN

Investorer skal ikke bekymre sig om temperaturen på Saudi-Arabiens forretningsklima, efter at landet har indledt en storstilet antikorruptionskampagne, siger landets energiminister, Khalid al-Falih. Kronprins Mohammed bin Salman har anklaget over 200 prinser, forretningsfolk og ledende embedsmænd for korruption, hvilket har skabt bekymring for Saudi-Arabiens evne til at tiltrække nødvendige investeringer fra udlandet. (SAUDI OFFICIALS INSIST GRAFT CRACKDOWN NOT HURTING INVESMENT)

EU BREMSER UBER

Ny EU-lovgivning gør det svært for Uber at operere i EU. Uber har tidligere ønsket at blive behandlet som en "informationsservice", hvilket letter reguleringskrav. Dog besluttede EU onsdag, at det amerikanske teknologiselskab er "mere end en formidlingsenhed", og at det derfor skal reguleres på lige fod med andre transportudbydere. (EU RULING ON UBER OPENS UP COMPANY TO NEW CLAIMS)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

INVESTORER SATSER PÅ BITCOIN-PRISSTIGNING TIL 50.000 DOLLAR I 2018

Ifølge data fra analyseinstituttet Ledger X, har en anonym investor eller en gruppe investorer købt stort ind af bitcoin-optioner onsdag og satset på en kursstigning til 50.000 dollar i 2018. (A MILLION-DOLLAR BET THAT BITCOIN WILL HIT 50.000 DOLLAR)

TO KÆMPEREDERIER ER TÆT PÅ FUSION

Det belgiske rederi Euronav nærmer sig en handelsaftale med rivalen Gener8 Maritime. De to selskaber vil tilsammen skabe en af verdens største olierederier. Fusionen ventes at falde på plads i løbet af denne uge. (TANKER OWNER EURONAV NEARS DEAL TO MERGE WITH RIVAL GENER8)

KINESISK UBER-KOPI REJSER MILLIARDER

Den kinesiske app Didi, der minder om Uber, har rejst 4 mia. dollar i kapital. Investorerne tæller den japanske televirksomhed Softbank og Mubadala Capital, der er en statsejet fond fra Abu Dhabi. Pengene er øremærket forskning i kunstig intelligens og global ekspansion. Selskabet ventes at blive børsnoteret i 2018. (CHINA'S RIDE-SHARING APP DIDI RAISES 4 BILLION DOLLAR IN NEW FUNDING)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

IMF: BRITISK VÆKST VIL FALDE PÅ GRUND AF BREXIT

Den Internationale Valutafond (IMF) venter lavere vækst i Storbritannien på grund af brexit. Ifølge Christine Lagarde, chef for IMF, er den britiske vækstrate allerede mærket af landets beslutning om at forlade EU-samarbejdet. Sammenlignet med resten af verdens accelererende økonomiske aktivitet halter Storbritannien bagud, hvilket stemmer overens med IMF's prognose fra 2016. (GLOOMY BREXIT FORECASTS FOR UK ARE COMING TRUE, SAYS IMF)

TOPCHEFER BROKKER SIG OVER TESCOS BOOKER-HANDEL

Syv topchefer fra Storbritanniens største detailvirksomheder har sammen klaget til de britiske myndigheder på grund af manglende opsyn med Tescos overtagelse af Booker til 3,7 mia. pund, der angiveligt forvrider konkurrencevilkår. (WHOLESALERS SET TO APPEAL AFTER TESCO'S TAKEOVER OF BOOKER WAVED THROUGH)

EUROPÆISKE BANKER KAN FORTSÆTTE UÆNDRET I STORBRITANNIEN EFTER BREXIT

Den britiske centralbank, Bank of England, vil sørge for, at europæiske banker kan fortsætte deres aktiviteter uændret i Storbritannien efter brexit. (BANK OF ENGLAND TO ALLOW EU BANKS TO KEEP UK OPERATIONS UNCHAGED AFTER BREXIT)

DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE):

MARKANT PRISFALD PÅ DET SVENSKE EJENDOMSMARKED

Priserne på ejerlejligheder i Sverige falder hurtigere end ved begyndelsen af finanskrisen i 2007, viser nye tal fra Svensk Mäklarstatistik. Folk skal bare blive boende, lyder rådet fra eksperter. (BOPRISRASET VÄRRE ÄN VID LEHMAN-KRASCHEN)

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO):

NORGES FINANSMINISTER DISKUTERER BITCOIN

Norges finansminister, Siv Jensen, ser bitcoin som en risikabel investering og ønsker derfor mere regulering. Dog ser hun også muligheder i teknologien bag kryptovalutaer, der kan give anledning til et fremtidigt samarbejde. (FINANSMINISTEREN: RISIKOFYLDT Å INVESTERE I BITCOIN)

GLAXOSMITHKLINE MÅ IKKE FÅ ENERET PÅ FARVEN LILLA

Glaxosmithkline ville nægte konkurrenten Novartis at bruge farven lilla på sine medicinalprodukter, men blev i forsøget banket gule og blå af en norsk domstol. (GLAXOSMITHKLINE KREVEDE ENERETT PÅ FARGEN LILLA)

/ritzau/FINANS

Ditte Rieland Hansen

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder

15:08 Amerikanske renter i vejret efter uventet høj inflationsindikator
15:05 Valuta: Yen i svageste niveau overfor dollar siden 1990
15:01 Økonom ser amerikansk vækst bremse op - måske nok til rentenedsættelse i efteråret
14:49 Aktienedtur accelererer efter amerikanske nøgletal
14:34 Amerikansk økonomi vokser mindre end ventet
14:27 USA/tendens: Mismod frem mod åbning efter Meta-skuffelse
13:55 Mærsk-rederi før udskillelse: Vi skal være en aktie med markant udbytte
13:37 Svenske Alfa Laval er flyvende efter bedre end ventet ordrenindgang
13:22 Europa/aktier: Regnskabsnyt styrer markederne i minus
12:54 Vestas-konkurrenten GE Vernova får ordredyk på 40 pct. i første kvartal
12:29 Ringkjøbing LB's kundebase og udlånsoverskud afbøder rentemodvind, mener Danske
12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg