Torsdagens obligationer: ECB sendte renten op

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 17:03  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligationer endte torsdag med en stigning på 4 basispoint i minus 0,16 pct., efter at ECB løftede sit pandemiopkøbsprogram en smule mere end ventet.

Torsdagens vigtigste begivenhed var rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor ECB's øverste chef, Christine Lagarde, leverede lidt mere end ventet.

ECB fastholdt som ventet sine ledende rentesatser, men øgede sit pandemi-opkøbsprogram med 600 mia. euro, så det nu beløber sig til samlet 1350 mia. euro.

- Som svar på den pandemirelaterede nedjustering af inflationen, vil udvidelsen af opkøbsprogrammet yderligere lette den generelle finanspolitik og støtte finansieringsbetingelserne i realøkonomien - specielt for virksomheder og husholdninger, skriver ECB i en pressemeddelelse.

Opkøbsprogrammet kommer til at løbe til mindst juni 2021, skriver ECB videre.

Ud over ECB-mødet bød torsdagen blandt andet på tal fra eurozonen og USA.

Detailsalget i eurozonen viste et fald i april på 11,7 pct. i forhold til måneden før.

Udviklingen var dermed bedre end ventet, da analytikere adspurgt af Bloomberg havde ventet et fald på 15,0 pct.

Fra USA kom der blandt andet tal fra arbejdsmarkedet, hvor 1,877 mio. amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

Det var dermed flere nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 1,833 mio. nye ledige.

Den amerikanske handelsbalance viste i april et underskud, der var på linje med estimaterne.

Underskuddet var på 49,4 mia. dollar, fremgår det af tal fra U.S. Census Bureau. Det var det samme, som en række økonomer, adspurgt af Bloomberg News, havde ventet. Måneden før var der tale om et handelsunderskud på 42,3 mia. dollar, viser de reviderede tal.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder