Torsdagens obligationer: Renten faldt i søgen efter sikkerhed

Udgivet den 19-05-2022  |  kl. 17:02  |  

Investorerne søgte torsdag ly i de fastforrentede papirer, i takt med at aktierne i disse dage kastes over skulderen, og investorerne leder efter en sikker havn.

Og med de røde aktiemarkeder som baggrund faldt renten på den tiårige danske statsobligation med 8 basispoint til 1,29 pct.

Til eftermiddag cementerede rentereferatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, at centralbanken er klar til at hæve renten ved rentemødet i juli. Og når det sker, vil renteløftet være det første af sin slags i ti år.

Det skriver Bloomberg News.

Ifølge referatet så nogle af medlemmerne af centralbankens styrelsesråd "det som vigtigt at handle uden unødig forsinkelse for at demonstrere rådets vilje til at opnå prisstabilitet på mellemlang sigt, fremgår det af referatet.

Senere torsdag sagde vicechefen for ECB, spanske Luis de Guindos, at han venter, at centralbankens obligationsopkøb højst sandsynligt vil stoppe tidligt i tredje kvartal snarere end i den sidste del af kvartalet.

I tirsdags sagde Klaas Knot, der er medlem af Styrelsesrådet, at han støtter en rentestigning på et kvart procentpoint i juli, og han vurderede endda, at en større renteforhøjelse kan være berettiget, hvis data viser en forværring af inflationen.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯