Torsdagens obligationer: Renten på rutsjetur mellem efter ECB-møde

Udgivet den 08-03-2018  |  kl. 17:13  |  

En overraskende ændring i tonen hos Den Europæiske Centralbank, ECB, efter torsdagens rentemøde i banken trak i eftermiddagens handel kortvarigt de europæiske renter op. For renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation blev det til et hastigt besøg i 0,75 pct.

Men efterfølgende nærmest styrtdykkede renten og sluttede dagen i 0,69 pct., som var 3 pct. lavere end lukkeniveauet onsdag eftermiddag

ECB-toppen undlod at gentage tidligere forsikring om, at bankens opkøb af aktiver til støtte for økonomien i eurozonen ville blive forøget, hvis det måtte vise sig nødvendigt. Og den - om end mindre - stramning blev umiddelbart reflekteret i momentane rentestigninger. I den efterfølgende pressekonference nedtonede Draghi betydningen af den retoriske justering. Han understregede også, at opkøbene fortsat kan blive forlængede, hvis det måtte vise sig nødvendigt.

- Der var reelt set ikke meget nyt i det. Og så begyndte Draghi jo at snakke lidt om de balancerede risici, der er for væksten. Og inflationsskønnet er stadig kun på 1,5 pct. også for 2020. Og han sagde, at der er en risiko ved, at der kan komme handelsrestriktioner fra USA, bemærker rentestrateg Morten Hassing Povlsen i Jyske Bank som forklaring på eftermiddagens markante rentefald.

Torsdagens nøgletal handlede om antallet af nytilmeldte ledige i USA i sidste uge som var på 231.000, mens forventningen ifølge Bloomberg News var en tilgang på 235.000.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder