Trump opfordrer Husets nye formand til at indgå budgetaftale

Udgivet den 02-01-2019  |  kl. 07:24  |  

USA's præsident, Donald Trump, opfordrer den kommende formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, til at indgå en budgetaftale.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I cirka halvanden uge har dele af statsapparatet i USA været sat ud af kraft, fordi Trump og Kongressen ikke kan blive enige om en finanslov for 2019.

Uenigheden drejer sig om den mur, som Trump ønsker at opføre langs grænsen mellem USA og Mexico.

Formålet er ifølge Trump at forhindre immigranter i at komme ulovligt ind i USA.

Demokraterne nægter at acceptere Trumps krav om at bruge milliarder af dollar på sådan en foranstaltning.

Trump udløste hjemsendelse af hundredtusindvis af offentlige ansatte kort før jul, da han insisterede på, at der skal afsættes fem milliarder dollar til en mur.

Men hele debatten om "grænsesikkerhed, muren og nedlukning" er, mener Donald Trump, et dårligt udgangspunkt for Nancy Pelosi, når hun torsdag overtager posten som formand for Repræsentanternes Hus.

Det skriver han tirsdag i et tweet, som rundes af med et "Skal vi indgå en aftale?"

Demokraterne sikrede sig ved midtvejsvalget i efteråret flertallet i Repræsentanternes Hus. Republikanerne har fortsat et flertal i Kongressens andet kammer, Senatet.

Torsdag planlægger det nye flertal i Repræsentanternes Hus at godkende en plan for at få hele det offentlige apparat til at fungere normalt igen ved at sikre finansiering.

Men forslaget indeholder ikke de fem milliarder dollar, som Trump kræver, og levnes derfor ikke mange chancer for at bliver godkendt af det republikanske flertal i Senatet, skriver Reuters.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, har tidligere slået fast, at partiet kun vil støtte en budgetaftale, som Trump har sagt god for.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  USA❯ 

Relaterede nyheder