Tryg OPTAKT Q4 22/1: Vådt men godt

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 13:41  |  

Trods et vådt efterår ventes forsikringskoncernen Tryg onsdag at kunne fremvise et stærk regnskab for fjerde kvartal af 2019, hvor en pæn præmievækst, gunstige investeringsmarkeder og en mild vinter har trukket i positiv retning.

- I Danmark har efteråret budt på historiske mængder regn, hvilket kan give anledning til flere vandskader end normalt. Til gengæld forventer vi, at en relativt mild start på vinteren vil holde skadesudgifterne i skak, skriver aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank i en kommentar.

Ifølge et estimat, som Tryg har indsamlet, venter analytikerne i snit en vækst i præmieindtægterne til 5514 mio. kr. i fjerde kvartal, hvilket er 9,1 pct. mere end i samme periode sidste år. Fremgangen på toplinjen ventes drevet af integrationen af tilkøbte Alka, men også af fremgang på andre områder.

SOLID UNDERLIGGENDE VÆKST

- Vi forventer et stærkt kvartal, hvor det underliggende forretningsmomentum topper, og vi ser den organiske vækst i bruttopræmieindtægterne komme ind på 6,5 pct. på årsbasis i lokal valuta, drevet af kundebonusmodellen, Alka-synergier og prisjusteringer i Norge, skriver Anders Haulund Vollesen fra Jyske Bank i en kommentar.

Hos Sydbank venter Mikkel Emil Jensen en underliggende vækst på 6,6 pct. i lokal valuta. Han ser udviklingen særligt understøttet af pæn vækst i den danske privatforretning, som nyder godt af bonusordningen til kunderne, ligesom samarbejdet med FDM kaster noget af sig.

Derudover forventer han, at den nye distributionsaftale med Danske Bank vil bidrage positivt - om end fortsat på et lavt niveau.

- I den norske privatforretning forventer vi, at en bedre kundefastholdelse og ekstra salg fra partneraftaler med OBOS og NITO vil sikre sund vækst, skriver Mikkel Emil Jensen.

PRISJUSTERINGER I INDUSTRI

I den norske industriforretning venter han imidlertid en negativ præmievækst, da markante prisforhøjelser på over 14 pct. i Norge har resulteret i tab af kunder. Hvor stor kundeafgangen har været - og hvad de stigende priser har betydet for profitabiliteten i den del af forretningen - bliver dog et af de store fokuspunkter i regnskabet.

- Tryg har hævet priserne i Norge med 14 pct. siden 2018, og vi forventer, at dette tiltag vil forbedre den underliggende erstatningsprocent i fjerde kvartal. Risikoen for accelereret kundeafgang bør være begrænset, da Trygs konkurrenter har indført lignende prisstigninger i Norge, vurderer Anders Haulund Vollesen.

Samlet ventes Trygs kerneforretning med forsikring at have genereret et teknisk resultat på 778 mio. kr. i kvartalet, hvilket i givet fald vil være en solid fremgang fra 596 mio. kr. i samme periode sidste år.

Derudover har selskabet efter alt at dømme haft et godt investeringskvartal, da der frem til udgangen af 2019 var gunstige finansmarkeder. Derfor estimerer analytikerne et investeringsresultat i kvartalet på 87 mio. kr. mod et minus på den front på 330 mio. kr. i fjerde kvartal af 2018, som var præget af voldsom uro på finansmarkederne.

EN EKSTRAUDLODNING KAN VÆRE PÅ VEJ

- Det positive bidrag fra investeringsaktiviteten og den solide vækst i kerneforretningen øger sandsynligheden for, at Tryg annoncerer en ekstraordinær dividende, skriver Anders Haulund Vollesen, som estimerer denne til 500 mio. kr.

Konsensus for det ordinære udbytte er 1,70 kr. per aktie, hvortil altså kan komme en ekstraordinær udlodning, som også Mikkel Emil Jensen fra Sydbank har sat næsen op efter og estimerer til 1,80 kr. per aktie.

Tryg ventes i øvrigt at fastholde sine målsætninger for 2020, hvor selskabet sigter efter et teknisk resultat på 3,3 mia. kr. og en egenkapitalforretning efter skat på over 21 pct.

Analytikernes forventninger til Trygs regnskab for fjerde kvartal 2019:

Mio. kr. Q4 2019(e) Q4 2018 FY 2019(e) FY 2020(e)
Bruttopræmieindt. 5514 5053 21.781 22.376
Forsikringsteknisk res 778 596 3251 3362
Investeringsafkast 87 -330 468 140
Resultat før skat 817 149 3506 3305
Nettoresultat 639 110 2773 2572
Combined ratio 85,9 88,2 85,1 85,0
Afløbsgevinster 279 207 1222 1129
Udbytte (inkl. ex.ordinært) 3,11 1,65 8,21 8,56

(e) = gennemsnitsestimat indsamlet blandt analytikerne af Tryg selv.

Trygs regnskab bliver offentliggjort onsdag klokken 07.30.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

15:12 Cbrain fastholder forventningerne - første kvartal er på linje med planerne
14:40 Boeing har luft under vingerne efter mindre end ventet negativ pengestrøm
13:51 USA/tendens: Tesla speeder op før åbning i ventet grøn onsdag
13:08 Valuta: Yen nær interventionsniveau
12:26 Europa/aktier: Svenske banker sender sektor ned - chipaktier i optur i positivt marked
11:44 Obligationer/middag: Renten stiger ekstra efter tyske tal
11:35 Aktier/middag: DSV og bankerne får høvl - Novo er med til at trække i rødt
10:37 Topchef: DSV har taget markedsandele på tværs af forretningen
10:18 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:03 DSV-aktien falder tungt: Skuffelse over aktietilbagekøb og indtjening vurderer analytiker
10:02 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:01 Topchef i Ringkjøbing Landbobank: Pres på enkelte kundegrupper trods stærk kreditkvalitet
09:39 Danske bankaktier dykker efter skuffende regnskaber fra Handelsbanken og SEB
09:22 Ringkjøbing Landbobank-topchef: Kurs mod toppen af prognosen efter stærkt kvartal
09:10 Aktier/åbning: DSV's driftsskuffelse gør ondt - aktien trækker C25 ned
09:10 Fransk NKT-konkurrent rammer plet med omsætningen i første kvartal
09:01 Nordea ser solid fremgang for dansk økonomi og spår lavere renter
08:50 Zealand Pharma får gevaldigt kursmålsløft hos Nordea
08:43 Obligationer/åbning: Renterne stiger fra start efter amerikansk vending
08:31 DSV OVERBLIK Q1: Lavere priser på fragt rammer driftsindtjeningen