Tryg Q2: Fremgang i forsikringsdrift - men investeringsafkast tynger

Udgivet den 10-07-2018  |  kl. 08:08  |  

Tryg kom dårligere ud af andet kvartal af 2018 end ventet af analytikerne.

Forsikringskoncernens regnskab tirsdag morgen viser et nettoresultat på 568 mio. kr., hvor analytikerne ifølge et medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates havde regnet med et kvartalsoverskud på 615 mio. kr.

I 2017 lå nettoresultatet på 714 mio. kr. i kvartalet.

Tilbagegangen og skuffelsen skyldes i høj grad investeringsafkastet, som gav et negativt resultat på 90 mio. kr. fra positive 131 mio. kr. i andet kvartal 2017, hvor finansmarkederne generelt var positive og gav gode afkast til investorerne.

Analytikerne havde ventet et positivt investeringsresultat på 33 mio. kr. i kvartalet.

Resultatet af selve forsikringsdriften steg til 846 mio. kr. fra 810 mio. kr. i andet kvartal 2017, mens analytikerne her havde ventet et resultat på 778 mio. kr.

- Vi leverer et pænt forsikringsteknisk resultat, som er mere end 4 pct. højere sammenlignet med andet kvartal 2017 på trods af en markant stigning i storskader, siger Morten Hübbe, koncernchef i forsikringsselskabet, i regnskabet, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Combined ratio - der er et udtryk for erstatninger og omkostninger i forhold til præmieindtægterne - landede på 81,4. Her var konsensus en combined ratio på 82,2.

FASTHOLDER FORVENTNINGER

Tryg fastholder i forbindelse med regnskabet for andet kvartal sine langsigtede forventninger, der rækker frem mod 2020.

Derved har forsikringskoncernen for 2020 fortsat en målsætning om at opnå et forsikringsteknisk resultat på 3,3 mia. kr., en egenkapitalforrentning efter skat på minimum 21 pct., en combined ratio på maksimalt 86 pct. og en omkostningsprocent på omkring 14.

Også forventningerne til 2018 om en vækst i bruttopræmieindtægterne på 0-2 pct. i lokale valutaer fastholdes.

Forsikringsselskabet udlodder desuden et kvartalsvist udbytte på 1,65 kr. per aktie, og det var helt som ventet af analytikerne.

Tabel for Trygs regnskab for andet kvartal af 2018:

Mio. kr. Q2 2018 Q2 2018 (e) Q2 2017 FY 2017 FY 2018 (e)
Bruttopræmieindtægter 4571 4505 4441 17.963 18.928
Forsikringsteknisk resultat 846 778 810 2789 2658
Investeringsafkast -90 33 131 527 152
Resultat før skat 735 792 915 3239 2643
Nettoresultat 568 615 714 2517 2035
Combined ratio 81,4 82,2 81,7 84,4 86,0
Udbytte (kr. per aktie) 1,65 1,65 1,60 6,40 6,60

(e) indsamlet af Ritzau Estimates

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder