Tysk sukkerproducent falder tungt efter skuffende regnskab

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 12:40  |  

Den tyske sukkerproducent Südzucker falder på børsen i Frankfurt torsdag næsten 9 pct. efter et skuffende regnskab for andet kvartal, der var præget af lavere sukkerpriser og lavere høstvolumener.

Ud over en sukkerdivision omfatter Südzuckers aktiviteter også specialprodukter, herunder bioethanol, samt et frugtsegment, som laver frugtkoncentrater.

Overordnet viste regnskabet et fald i indtjeningen på 54,8 pct. fra samme periode året før til 28 mio. euro, efter at omsætningen gik tilbage til 1,64 mia. euro fra 1,73 mia. euro.

Analytikerne havde til sammenligning ventet 1,70 mia. euro i omsætning, fremgår det af Bloomberg News.

Faldet kan primært henføres til sukkerdivisionen, som gav et underskud på 55 mio. euro i kvartalet mod et underskud på 6 mio. euro i samme periode sidste regnskabsår. Det skal ses i lyset af et fald i omsætningen på 22 pct. til 541 mio. euro.

Koncernen fastholder forventningerne til hele året om en omsætning på 6,7-7,0 mia. euro og et driftsresultat på mellem nul og 100 mio. euro.

Südzucker har hovedsæde i tyske Mannheim og beskæftiger omkring 19.600 personer.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder