Tyske myndigheder bekræfter tilfælde af svinepest

Udgivet den 10-09-2020  |  kl. 11:42  |  

Et dødt vildsvin fundet i den sydøstlige del af Tyskland, var smittet med afrikansk svinepest. Det bekræfte den tyske landbrugsminister, Julia Kloeckner, torsdag ifølge Reuters.

Tyskland er stor eksportør af svinekød til Kina og andre asiatiske lande, og selv om der ikke er tale om smitte i besætninger, frygtes det, at store aftagere vil indføre brede restriktioner.

Ifølge Kloeckner har den tyske regering været i kontakt med Kina, og hun understreger "princippet om regionalitet", samt at det ikke er fundet svinepest i besætninger.

Hun siger, at regionalitet betyder, at indkøbere kun indfører kødimportrestriktioner fra den region, som er blevet ramt, og forventer, at den tyske svinekødshandel med andre europæiske lande fortsætter.

Tyskland eksporterede omkring 158.000 ton svinekød til en værdi af 424 mio. euro til Kina mellem januar og april 2020. Det var dobbelt så meget tonnage som i samme periode i 2019, skriver Reuters ifølge tal fra det nationale tyske statistikkontor.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Tyskland❯ 

Seneste nyheder