Tyskland/økonomer: Gode IFO-tal - men coronavirus er stor joker

Udgivet den 24-02-2020  |  kl. 10:32  |  

Det tyske IFO-indeks var mandag en positiv overraskelse efter et markant fald i det tyske ZEW-indeks, men selv om dagens nøgletal viser tysk optimisme, bliver udviklingen og spredningen af coronavirusset fremadrettet en afgørende faktor.

Det vurderer flere økonomer, efter at det tyske nøgletal mandag viste, at det tyske erhvervstillidsindeks udviklede sig bedre end ventet, da det steg til 96,1 fra 96,0. Det skal sammenlignes med markedskonsensus om indeks 95,3 ifølge Bloomberg News.

- IFO-indekset er dog trukket op af en stigning i forventningsindekset. Det kan nok næppe vare ved i lyset af den fornyede usikkerhed om Covid-19 udbruddet, vurderer Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk i en kommentar.

Også Anders Christian Overvad, der er økonom hos Arbejdernes Landsbank, peger på, at det særligt er forventningerne til fremtiden, der driver stigningen.

Forventningsindekset steg til 93,4 fra 92,9. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet et fald i forventningsindekset til 92,1.

- Lægger vi tingene sammen for tysk økonomi den sidste tid, er dagens tal bestemt en positiv nyhed, men panderynkerne er ikke helt forsvundet. Nulvækst i fjerde kvartal, skuffende industriproduktion og ordreindgang gør, at vores øjne vil være stift rettet mod Tyskland den kommende tid.

- Vi er dog optimistiske og forventer, at de økonomiske nøgletal vil forbedre sig de kommende måneder, men coronavirusset kan være en joker, der sender udviklingen i en anden retning, skriver han i en kommentar.

Den vurdering deler Kim Blindbæk fra Sydbank.

- Udsigterne for den tyske økonomi vil på den korte bane afhænge af, hvordan virusudbruddet udvikler sig. Kina er langsomt på vej op i gear, mens vi til gengæld ser et stigende antal smittede i eurozonen (Italien).

- Yderligere nedlukninger for at begrænse smitten vil kunne holde tysk økonomi i et jerngreb i første kvartal. Lav økonomisk vækst i Tyskland vil også ramme de danske eksportvirksomheder, som er meget afhængige af udviklingen i Tyskland, skriver Kim Blindbæk.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Relaterede nyheder