Udbudsprisen på ejerlejligheder er steget under coronakrisen

Udgivet den 11-07-2020  |  kl. 06:00  |  
Lejligheder i København. Foto: Boligsiden.dk

Lejligheder i København. Foto: Boligsiden

Ejerlejligheder bliver i dag udbudt til en pris, der er tre procent højere end i januar, viser en opgørelse fra Boligsiden. Det er sket i en periode, hvor der har været en verdensomspændende coronapandemi og en historisk nedlukning af Danmark.

Udviklingen i år står i kontrast til sidste år, hvor udbudspriserne blot steg 0,2 procent i den periode, hvilket gør stigningen under coronakrisen endnu mere bemærkelsesværdig.

"I første halvår af 2019 var der store fald i salget af ejerlejligheder som følge af de lånestramninger, der blev indført året før. Det var så at sige en forventet udfordring, der satte sig i både ejendomsmæglernes og sælgernes forventninger til prisen. Derfor blev udbudsprisen sat derefter," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og vender sig mod den overraskende udvikling i år:

"Omvendt kom coronakrisen fuldstændig ud af det blå, efter det i starten af 2020 gik forrygende med lejlighedssalget, der førte til stigende priser. Sælgerne har altså ikke haft tid til at justere forventningerne. For der var ingen fortilfælde, der kunne give dem og ejendomsmæglerne en chance for at forudse, hvad der ville ske på ejerlejlighedsmarkedet."

Det er særligt udbudsprisen på de store lejligheder over 95 kvadratmeter, der er steget i det første halvår. Det skyldes blandt andet den store efterspørgsel på særligt denne type lejligheder.

Stigende nedslag har justeret prisen

Samlet set er udbudspriserne på ejerlejligheder altså ikke blevet justeret ned, efter den nye corona-virkelighed ramte Danmark i marts. Dengang faldt salget af ejerlejligheder drastisk, indtil det igen i maj og juni har fundet tilbage til niveauet fra før coronakrisen.

Trods de høje udbudspriser er der altså igen godt gang i lejlighedssalget. Og det skyldes blandt andet, at sælgerne i forbindelse med nedlukningen af Danmark begyndte at give langt større nedslag end tidligere. Således er nedslaget steget 16 procent fra januar til maj. Til sammenligning plejer nedslaget typisk at stige langt mindre – eller sågar falde – henover foråret.

"Når udbudspriserne er for høje, er nedslaget den ventil, køberne kan dreje på for at lukke luft ud af prisen. I år er den ventil blevet drejet længere rundt, end den plejer. På den måde har det stigende nedslag udlignet stigningen i udbudsprisen og gjort, at salgspriserne har holdt niveau fra årsskiftet og frem," siger Birgit Daetz.

Salgsprisen på ejerlejligheder er således blot steget med 0,4 procent siden januar, og den udvikling er atypisk, da priserne som regel får et nøk opad i løbet af foråret.

"Der er tale om en prisudvikling, der er tæt på status quo, og det er corona årsag til. For da året startede med et rekordhøjt antal handler i januar og februar, regnede man med store prisstigninger i 2020. Det skete ikke, og derfor har ejendomsmæglere og sælgere bøvlet med at finde den rigtige udbudspris," siger Birgit Daetz og påpeger:

"Ændringen i nedslaget fortæller en historie om, at de ikke har ramt skiven endnu, og det er slet ikke sikkert, at det vil lykkes. For markedet udvikler sig hele tiden, og med de flotte handelstal den seneste tid er nedslaget også faldet lidt den seneste måned, og så skal de måske igen til at forholde sig til en ny virkelighed."

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:57 Europa/aktier: Regnskaber og nøgletal drejde markedet i negativ regning
17:42 Harboes Bryggeri er ved at skumme over efter ny prognose: Aktien rammer 2017-niveau
17:23 Torsdagens obligationer: Urovækkende USA-tal trak ranten op
17:09 Torsdagens aktier: Kun NKT og Carlsberg klarede sig i plus da USA-tal forstærkede nedtur
17:03 Harboes Bryggeri kommer med tidlig prognose: Ser mulighed for øget indtjening i 2024/25
16:34 Amerikansk medicinalkæmpe varsler nedskæringer - aktien falder til 2019-niveau
16:10 Flere bolighandler nærmer sig i USA
15:53 USA/åbning: Mismod på forhånd og nøgletal gjorde det hele meget værre
15:32 Investeringsstrateg: Tal fra USA kan næsten ikke være dårligere for aktier
15:08 Amerikanske renter i vejret efter uventet høj inflationsindikator
15:05 Valuta: Yen i svageste niveau overfor dollar siden 1990
15:01 Økonom ser amerikansk vækst bremse op - måske nok til rentenedsættelse i efteråret
14:49 Aktienedtur accelererer efter amerikanske nøgletal
14:34 Amerikansk økonomi vokser mindre end ventet
14:27 USA/tendens: Mismod frem mod åbning efter Meta-skuffelse
13:55 Mærsk-rederi før udskillelse: Vi skal være en aktie med markant udbytte
13:37 Svenske Alfa Laval er flyvende efter bedre end ventet ordrenindgang
13:22 Europa/aktier: Regnskabsnyt styrer markederne i minus
12:54 Vestas-konkurrenten GE Vernova får ordredyk på 40 pct. i første kvartal
12:29 Ringkjøbing LB's kundebase og udlånsoverskud afbøder rentemodvind, mener Danske