Udsigt til biografåbninger får amerikansk biokæde i hopla

Udgivet den 19-10-2020  |  kl. 16:02  |  

AMC Entertainmant Holdings, der er den største biografkæde i USA, regner nu med at slå dørene op for 12 af kædens biografer i staten New York fra den 23. oktober.

Og det kvitterer investorerne ved at sende aktien op med over 15,3 pct. til 3,50 dollar efter de første handler mandag. Trods stigningen er aktien fortsat mere end halveret i værdi i forhold til starten af året, hvor en aktie kostede 7,24 dollar.

Planen fra biografkæden er, at 530 biografer vil være åbne for publikum landet over inden udgangen af måneden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, i lørdags sagde, at staten vil tillade biografer at åbne uden for New York City.

Så sent som i sidste uge fortalte AMC's administrerende direktør, Adam Aron, til nyhedsbureauet, at selskabet måske var nødsaget til at rejse yderligere kapital for at klare sig gennem coronakrisen.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder