UIE ændrer navn og skifter hjemsted fra Bahamas til Malta

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 20:09  |  

United International Enterprises Limited, som er et holdingselskab med aktiver primært i det malaysiske plantageselskab United Plantations Berhad (UP) samt det svenske selskab Schörling, skifter både navn og hjemsted.

Det sker, efter at begge punkter blev vedtaget på selskabets ekstraordinære generalforsamling, der blev afholdt tirsdag.

Fremover vil selskabet gå under navnet UIE PLC. Selskabet er noteret på den københavnske fondsbørs, men det har indtil nu haft hjemsted på Bahamas.

På den ekstraordinære generalforsamling blev det ligeledes godkendt, at hjemstedet i fremtiden vil være Malta.

- Selskabets forslag om ændring af hjemsted fra Bahamas til Malta blev vedtaget ved den ekstraordinære generalforsamling, og gør det dermed muligt for bestyrelsen at underskrive alle de dokumenter og udføre alle de handlinger, som måtte være nødvendige for selskabets videreførelse på Malta og ophævelse af registrering på Bahamas, skriver UIE i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag aften.

Ændringerne træder i kraft, når det foreløbige certifikat for videreførelse udstedes af Malta Business Registry.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯