USA/åbning: Bankerne sender S&P 500 mod rekord efter nøgletal

Udgivet den 09-04-2021  |  kl. 15:46  |  

Det brede S&P 500-indeks er på vej mod endnu en rekord, hvor bankerne er med til at drive opturen, efter at en større end ventet vækst i producentpriserne har øget inflationsbekymringerne og sendt renterne yderligere i vejret.

S&P 500-indekset stiger 0,1 pct. og Dow Jones-indekset løftes med 0,3 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks falder med 0,3 pct.

Torsdag steg S&P 500-indekset til rekord, efter at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell signalerede, at centralbanken ikke er tæt på at reducere støtten til den amerikanske økonomi.

- Så længe den pengepolitiske stimulus er lempelig og så længe finanspolitikken er lempelig, så vil ethvert fald i aktierne sandsynligvis blive mødt af købere, siger Giles Coghlan, chefvalutaanalytiker hos HYCM, til Reuters.

Renterne faldt torsdag, men fredag er tendensen vendt og renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation stiger med 5 basispoint til 1,68 pct.

Det sker, efter en større end ventet stigning i både producent- og forbrugerpriserne i Kina samt i USA.

Før markedets åbning fredag blev der også præsenteret en større end ventet stigning i de amerikanske producentpriser, der steg med 1,0 pct. i marts, hvor økonomerne kun ventede en stigning på 0,5 pct.

De stigende renter er med til at understøtte bankaktierne, hvor Bank of America åbner 0,9 pct. højere, og JPMorgan stiger 1,1 pct.

Modsat lægger de stigende renter pres på teknologiaktierne, hvor Apple taber 0,5 pct. og Netflix falder 1,0 pct.

LEVI'S BLIVER BELØNNET FOR BEDRE END VENTET REGNSKAB

Tøjproducenten Levi Strauss - også kendt som Levi's - der er berømt for sine blå jeans, leverede bedre end ventet på både top- og bundlinje i første kvartal.

Levi's leverede i første kvartal en omsætning på 1,31 mia. dollar mod ventet 1,25 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det blev omsat til en justeret indtjening per aktie på 0,34 dollar mod ventet 0,24 dollar blandt analytikerne.

Selskabet løfter i regnskabet også sit kvartalsudbytte til 6 cent per aktie fra 4 cent per aktie.

Finanshuset Evercore ISI vurderet, at det vigtigste fra telekonferencen var den positive ændring i ledelsens tone i forhold til for seks måneder siden.

Aktien bliver belønnet med en stigning på 5,4 pct.

HONEYWELL OG CARNIVAL FÅR LØFTEDE ANBEFALINGER

Den amerikanske industrigigant Honeywell har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Deutsche Bank, efter at aktien i år har underperformet i forhold til konkurrenterne på trods af en attraktiv eksponering mod slutmarkederne og muligheden for en positiv overraskelse i indtjeningen per aktie.

Honeywell-aktien løftes 2,7 pct.

Krydstogtselskabet Carnival Corp. aflagde regnskab tirsdag, og i kølvandet af dette har finanshuset Credit Suisse løftet sin anbefaling for aktien til "outperform" fra "neutral.

Analytiker Benjamin Chaiken henviser til den større sandsynlighed for en genstart af krydstogtsejladserne i midten eller slutningen af sommeren samt positive efterspørgsels- og prismeldinger i forbindelse med telekonferencen efter tirsdagens regnskab.

Carnival åbner med et plus på 0,9 pct.

Fly- og våbenproducenten Boeing har identificeret et potentielt elektrisk problem på nogle af selskabets 737 Max-fly og det har advaret 16 kunder om, at de bør holde fly af den type på jorden.

Det pointeres, at problemet ikke er relateret til de tekniske problemer, der gav flyet flyveforbud i næsten to år, efter to flystyrt med 346 døde til følge.

Boeing-aktien kommer fra land med et fald på 1,4 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder