USA/åbning: Coronanyt giver investorerne håb - rejseaktier stiger

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 15:40  |  

De amerikanske aktieindeks har medvind fra de første handler mandag. Holder niveauet dagen igennem, vil fredagens fald mere eller mindre være visket bort.

Mandag stiger Dow Jones-indekset med 0,7 pct. mod et fald fredag på 0,8 pct. fredag, det brede S&P 500-indeks ligger til et plus på 0,6 pct. i den indledende handel mod et fald på 0,2 pct., og teknologiaktierne i Nasdaq-indekset øges med 0,6 pct. pct. ved handelsstart, efter det satte sig 0,4 pct. fredag.

Dagens vaccinenyt kan tilskrives det britiske medicinalselskab Astrazeneca, der nu er klar med sin variant af en vaccine mod covid-19. Tallene viser en effekt på gennemsnitlig 70 pct. af tilfældene. Og ved en bestemt dosis har vaccinen vist en endnu højere effekt på 90 pct., skriver Bloomberg News, efter at der er offentliggjort foreløbige resultater fra et studie baseret på 131 covid-19-sager.

- Dagens nyhed om vaccine er positiv nyt, men det er kun delvist på grund af dette. Markedets fremgang er også drevet af, at USA regner med at kunne begynde på at vaccinere om under tre uger, siger Philip Shaw, cheføkonom i Investec, til Reuters.

På trods af de positive nyheder falder Astrazeneca med 2,5 pct. på børsen i London, og selskabets amerikanske ADR, American Depositary Receipts, falder 1,5 pct.

MERE MEDICINALNYT

For at blive i medicinalbranchen har Merck & Co. indgået en aftale om opkøb af det private farmaselskab Oncoimmune for 425 mio. dollar svarende til omkring 2,7 mia. kr., skriver Bloomberg News.

Oncoimmune er i gang med at udvikle et middel til behandling af alvorlige tilfælde med covid-19, som foreløbigt har vist positive resultater. Forsøg blandt 203 forsøgspersoner indikerer, at de patienter, som modtog behandling med midlet, havde 60 pct. bedre chance for bedring end dem, som modtog placebo.

Dertil reducerede midlet dødeligheden og risikoen for åndedrætssvigt med mere end 50 pct. blandt patienterne, skriver Oncoimmune på sin hjemmeside om midlet ved navn "CD24Fc".

Opkøbet ventes at være afsluttet sidst i 2020.

Merck-aktien stiger med 0,8 pct. ved handelsdagens start.

Og selv om Astrazeneca har stjålet rampelyset mandag for sin coronavaccine, så blander Regeneron Pharmaceuticals sig i koret, da de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, gav en nødgodkendelse til covid-19-behandling med en selskabets antistofcocktail.

Nødgodkendelsen gælder for det middel, der også blev givet til USA's præsident, Donald Trump, da han blev behandlet for coronavirus.

Aktien stiger med 3,4 pct. i de første handler.

HÅBET LØFTER REJSE- OG UNDERHOLDNINGSBRANCHEN

Når det regner på præsten, drypper det også lidt på degnen. Og mandag er der overløb af coronanyt til underholdnings. og rejsebranchen.

Krydstogtsselskabet Royal Caribbean stiger 2,1 pct., Carnival med 2,8 pct. højere, og Norwegian Cruses ligger til et plus på 3,7 pct.

Aktier i AMC, der blandt andet driver teatre og biografer, og biografkæden Cinemark stiger i med 6,9 pct. og 1,6 pct. i formarkedet på håb om snarlige lempede restriktioner.

MISLYD TIL WARNER

Warner Music Group kom ud af fjerde kvartal af sit forskudte regnskabsår 2019/20 med en omsætning nogenlunde på niveau med samme kvartal sidste år. Salget er større end ventet, men indtjeningen skuffer, rapporterer Bloomberg News.

Omsætningen steg til 1126 mio. dollar fra 1124 mio. dollar, mens analytikere havde sat næsen op efter et salg på 1,11 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, landede på 177 mio. dollar mod estimeret 177,7 mio. dollar, mens bundlinjen viste et overskud på 20 mio. dollar mod estimeret 37,8 mio. dollar.

Aktien i Warner Music falder 0,5 pct. ved handelsstart mandag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder