USA/åbning: Dukkert til Netflix og optur for Snap i ellers flad start

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 15:50  |  

Der er ikke de store forskydninger i de tre store amerikanske aktieindeks fra åbningen onsdag. Det er der til gengæld i aktierne i nogle af de regnskabsaktuelle selskaber, herunder Netflix og Snap, som investorerne reagerer vidt forskelligt på.

Efter knap 10 minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,1 pct. højere i 3445,15. Dow Jones-indekset falder derimod 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset klarer sig bedst med et plus på 0,3 pct.

Udvover en stribe af regnskaber er markedets store fokus på de politiske forhandlinger i Washington om en ny hjælpepakke for økonomien. Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, havde tidligere sat tirsdag som deadline for forhandlingerne om en ny stimuluspakke, men tirsdag åbnede hun op for, at der kan blive nået en aftale i løbet af ugen.

Der er dog fortsat politiske uoverensstemmelser, og i markedet er der tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at få vedtaget en ny redningspakke før præsidentvalget 3. november.

- Alle er enige om, at mere stimulus er nødvendigt. Jeg er ikke alt for optimistisk med hensyn til udsigterne for mere stimulus inden valget, siger markedsstrateg Hugh Gimber fra J.P. Morgan Asset Management til Reuters.

STREAMINGTJENESTE SKUFFER

Netflix leverede en sjælden skuffelse, da streamingtjenesten tirsdag efter børslukketid kom med regnskab for tredje kvartal. Selskabet har fået mange nye abonnementer under covid-19, men meget tyder nu på, at effekten er ved at aftage.

I tredje kvartal fik Netflix samlet 2,20 mio. nye kunder mod ventet 3,32 mio. nye abonnementer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I alt havde Netflix ved kvartalets udgang 195,2 mio. kunder mod spået 196,3 mio.

- Som vi ventede, er væksten bremset op med 2,2 mio. nye kunder i tredje kvartal mod 6,8 mio. i tredje kvartal 2019. Vi mener, at dette især skyldes vores rekordvækst i første halvår, skriver Netflix i et brev til aktionærerne.

Netflix-aktien har indledt dagen med et fald på 4,7 pct.

Aktien i selskabet bag det sociale medie Snapchat, Snap, brager derimod i vejret med 24 pct. efter selskabets regnskab, der ligeledes kom efter børslukketid tirsdag. Regnskabet viste en stigning i omsætningen i tredje kvartal på hele 52 pct. til 679 mio. dollar. Det var langt over analytikernes forventninger på 559 mio. dollar.

SALG AF TESTUDSTYR HJÆLPER ABBOTT OG THERMO FISHER

Forud for børsåbningen onsdag kom der en stribe regnskaber. Medicinalselskabet Abbott Laboratories præsterede bedre end ventet i tredje kvartal, hvor det blandt andet har nydt godt af en stor efterspørgsel efter covid-19-test, som selskabet i august fik myndighedsgodkendelse til nødbrug af.

Abbotts aktie falder imidlertid 0,6 pct.

Også medicoselskabet Thermo Fisher, som stiger 1,7 pct., har profiteret af et stærkt salg af covid-19-relateret udstyr. I tredje kvartal øgede selskabet omsætningen med 36 pct. til 8,52 mia. dollar, hvilket er betydeligt over analytikerprognosen på 7,63 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Biogen falder desuden knap 1 pct., mens Verizon stiger 0,7 pct. efter deres regnskabsfremlæggelser.

Olieservicekoncernen Baker Hughes har også leveret kvartalstal, og her faldt omsætningen mindre end frygtet. Omsætningen dykkede med 14 pct. til 5,05 mia. dollar, mens analytikerne havde estimeret 4,75 mia. dollar. Aktien stiger fra åbningen da også 2,2 pct.

NIKOLA I FOKUS EFTER KOMMENTARER FRA GM

Der er også fokus på elbilproducenten Nikola, efter at chefen for GM, Mark Reuss, i et interview med CNBC, udtalte, at han ser meget frem til at samarbejde med selskabet. Der har tidligere været sået tvivl om aftalen med GM, og endnu er partnerskabet ikke på plads ifølge Reuss.

Nikola-aktien indleder dagens handel med et plus på 3,7 pct.

Nextera Energy, der er blandt de største vindparkejere i USA, slog analytikernes forventninger til indtjeningen, men skuffer til gengæld på omsætningen. Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal.

Her landede den justerede indtjening per aktie på 2,66 dollar mod ventet 2,59 dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Aktien i Nextera ligger næsten uændret i 301,13 dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder