USA/åbning: Ebay og luftfart går mod strømmen ved negativ start

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 15:46  |  

De amerikanske aktiemarkeder åbner torsdag med moderate fald efter fire dage i streg med plusser. Ebay og luftfartsselskaberne går dog mod strømmen fra dagens begyndelse.

Det brede S&P 500-indeks åbner 0,4 pct. lavere i 3111,47. Dow Jones-indekset taber 0,3 pct. til 26.203,30, og det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner med et minus på 0,2 pct. i 9662,93.

Den globale stimulus har torsdag eftermiddag fået et nyt løft, idet Den Europæiske Centralbank har øget sit pandemi-opkøbsprogram med 600 mia. euro, så det nu beløber sig til samlet 1350 mia. euro.

- ECB har leveret, hvad markedet ville have, ikke mere og ikke mindre. Den har leveret, hvad der var behov for, siger Seema Shah, der er chefstrateg hos Principal Global Parners, til Dow Jones Newswires.

EBAY PÅ HIMMELFART EFTER OPJUSTERING

Ebay sendes op med 9,5 pct., efter at den amerikanske e-handelsplatform har hævet forventningerne til salget og indtjeningen i andet kvartal, idet væksten i aktive købere accelererer.

Bruttohandelsvolumenen (GMV) er styrket i april, og den er fortsat med at blive styrket i maj, fortæller Ebay. Volumenvæksten ventes i andet kvartal at blive på 23-26 pct.

LUFTFARTSELSKAB LØFTET AF UDSIGT TIL FLERE FLYVNINGER JULI

American Airlines stiger 11,8 pct., efter at den amerikanske luftfartsgigant har annonceret, at det vil øge flyvningerne i juli med 74 pct. i forhold til den nuværende plan, idet de amerikanske forbrugere, der er fritaget for deres rejserestriktioner, er kommet hurtigere tilbage i flyene end ventet.

De mest travle dage næste måned vil have 4000 daglige flyafgange, hvilket vil være en stigning fra 2300 i juni. Luftfartsselskabet ventes i juli dog kun at flyve med 40 pct. af kapaciteten sammenlignet med 2019.

Meldingen hjælper også konkurrenterne, hvor United Airlines åbner 7,5 pct. højere, og Delta Air Lines stiger med 6,3 pct.

BØRSMÆGLERHANDEL TÆTTERE PÅ AFSLUTNING

Internetbørsmæglerselskabet Charles Schwab har meddelt, at de amerikanske konkurrencemyndigheder har lukket deres undersøgelse af selskabets opkøb af konkurrenten TD Ameritrade.

Handlen til 26 mia. dollar ventes fortsat at blive afsluttet i andet halvår.

TD Ameritrade løftes 4,7 pct., og Charles Schwab stiger med 1,7 pct.

Amazon er i foreløbige forhandlinger om at købe en andel i Indiens næststørste teleselskab, Bharti Airtel, for mindst 2 mia. dollar. Det skriver Reuters, der pointerer, at selskabet dermed følger Facebook og andre amerikanske giganter, der satser på et af verdens hurtigst voksende internetområder.

Yderligere annoncerede Amazon efter lukketid onsdag, at det udvider sin flyflåde med yderligere 12 fragtfly for at kunne følge med efterspørgslen fra kunder, der køber varer online.

Amazon har under coronakrisen oplevet en stigende efterspørgsel på direkte levering af varer til folks hjem.

Amazon-aktien åbner med et plus på 0,6 pct.

MARMELADEPRODUCENT VENTER SALGSTILBAGEGANG

J.M. Smucker taber 2,6 pct., efter nyheden om at den amerikanske producent af marmelade og peanutbutter venter et fald i salget på 1-2 pct. i det forskudte regnskabsår 2020/21.

I det forskudte fjerde kvartal præsterede selskabet en salgsvækst på 10 pct., og den justerede indtjening per aktie blev forbedret til 2,57 dollar fra 2,08 dollar.

J.M. Smucker venter fortsat øget forbrug fra privatforbrugere i starten af det nye regnskabsår, men det betydelige fald i salget til ikke-private ventes at fortsætte i hele året.

OLIESELSKABER TABER HØJDE EFTER ONSDAGENS OPTUR

Oliepriserne falder torsdag en smule på bekymringer om, at olielagrene vil stige, hvis ikke olieproducenter lander en aftale om produktionsnedskæringer, der i første omgang løftede priserne. Den amerikanske WTI-olie falder 1,5 pct. til 36,74 dollar per tønde.

Saudi-Arabien og Rusland har ifølge Reuters godkendt en fastholdelse af produktionsnedskæringerne på 9,7 mio. tønder om dagen til ind i juli, som Organisationen af Olieproducerende Lande, Opec, og andre olieproducerende lande som Rusland - tilsammen Opec+ - har arbejdet med siden april.

Aktierne i den amerikanske oliegigant Exxon Mobil åbner med et fald på 0,9 pct., hvilket dog kommer efter onsdagens stigning på 4,1 pct. Chevron åbner 1,0 pct. lavere efter onsdagens stigning på 2,6 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder