USA/åbning: Handelsbekymringer og uro trumfes af genopretning

Udgivet den 02-06-2020  |  kl. 15:57  |  

Tiltro til genopretning af økonomien har fra åbningen af den amerikanske aktiehandel i New York overtaget i forhold til bekymringer for udviklingen i handelsrelationerne mellem Kina og USA, og effekten af de voldsomste uroligheder i årtier i de amerikanske storbyer.

Og på den baggrund stiger to af de tre toneangivende amerikanske aktieindeks - S&P 500 og Dow Jones - fra åbningen af aktiebørserne med henholdsvis 0,1 og 0,3 pct., mens det tredje, det teknologidominerede Nasdaq-indeks, taber 0,2 pct. i forhold til mandagens lukkeniveau.

Dermed syndes der at være mulighed for, at de seneste dages positive udvikling i det amerikanske aktiemarked målt på de brede S&P 500-indeks kan fortsætte.

Mandag vandt de tre toneangivende indeks 0,3-0,7 pct., og i de seneste fire ud af seks handelsdage kunne der noteres plusser for S&P 500-indekset, anfører Bloomberg News. Dermed er der ifølge Reuters udsigt til, at det amerikanske aktiemarked kan nå sit højeste niveau i tre måneder.

Tirsdag sættes tonen i det amerikanske aktiemarked under inspirationen fra de stigende indeks i Europa samt forventning om positiv effekt af hjælpepakker for milliarder og atter milliarden af dollar og nøgletal, der bekræfter, at økonomien er på vej op igen.

Modsat belastes stemningen af præsidenten Donald Trumps varsling om at sætte militær magt mod amerikanske demonstrationer, efter at den 46-årige afroamerikaner George Floyd blev dræbt i politiets varetægt.

Yderligere har den kinesiske regering bremset de store statsejede landbrugsindkøb af amerikansk landbrugsprodukter - som for eksempel sojabønner og svinekød - mens Beijing vurderer udviklingen i handelsspændingerne i forhold til USA.

I Société Générale forudser strateg Sophie Huynh, at den amerikanske økonomi vil komme til hægterne igen i en "Swoosh-formet" genopretning med henvisning til formen på logoet for sportstøjsproducenten Nike.

- Det vil være en fordel for aktier og andre risikobetonede aktivklasser, udtaler hun til Bloomberg News.

På selskabsplan forudses fremgang for blandt andet rejsesektoren, der har været hårdt ramt af coronakrisen. I den indledende handel er der plusser til luftfartsselskabet United Airlines på 2,0 pct. og på henholdsvis 2,5 pct. og 1,7 pct. for krydstogtselskaberne Norwegian Cruise Line og Carnival Corp.

Særlig fremgang på 12,6 pct. i er der til Western Union, som gør forretning med overførsel af penge. Selskabet har fremsat tilbud på overtagelse af den mindre konkurrent Moneygram International, hvor aktien tordner 31,9 pct. op.

Medicinalgiganten Eli Lilly har indledt de første undersøgelser af et eksperimentelt lægemiddel, som er udviklet på baggrund af en blodprøve fra en tidligere Covid-19-patient. Håbet er, at man kan drage fordel af de antistoffer, som den tidligere patient har udviklet, skriver Wall Street Journal.

Men medicinalaktien falder 0,4 pct. kort efter handelsstart.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder