USA/åbning: Investorerne sender aktierne ned på hård Fed-retorik

Udgivet den 14-01-2022  |  kl. 15:39  |  

Torsdagens fald på de amerikanske aktiemarkeder fortsætter fredag. Det er fortsat en hårdere retorik fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der presser på investorernes humør.

Flere høgeagtige udmeldinger fra topfolk i centralbanken bekymrer investorerne, der er bange for, at centralbanken vil agere mere aggressiv end ventet - og der kan nu være fire rentestigninger på vej fra Fed.

Selvom data understøtter en stabilisering af inflationen, så har udmeldingerne fra topfolkene i centralbanken pustet til bekymringerne.

- Koret af Fed-talere har sagt, at de er åbne for at hæve renten i marts, hvilket betyder, at muligheden for fire renteforhøjelser i år vokser, siger Edward Moya, senioranalytiker i Oanda, til Reuters.

- Hvor fire topfolk i centralbanken nu venter at hæve i marts, så kan finansmarkederne ikke udelukke, at det er muligt, at der kommer fem renteforhøjelser i år, siger han.

De ledende indeks falder alle i den indledende handel. S&P 500-indekset falder 0,4 pct., Dow Jones 0,8 pct. og Nasdaq dropper 0,6pct.

Torsdag var det da også det teknologitunge indeks, Nasdaq, der skred mest i svinget med et fald på 2,5 pct. S&P 500-indekset mistede 1,4 pct, og Dow Jones-indekset endte 0,5 pct. lavere torsdag.

Nasdaq blev ramt af kursfald i Tesla på 6,8 pct., Microsoft på 4,2 pct., Meta Platforms, der står bag Facebook, på 2 pct. og Apple på 1,9 pct. Fredag falder aktierne Tesla 0,6 pct., Meta og Apple falder i niveauet 0,3 pct., mens Microsoft stiger 0,4 pct.

NØGLETAL INDEN ÅBNING

Inden åbningen af markedet kom der friske tal for industriproduktionen, der faldt 0,1 pct. i december, hvilket var ringere end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg News estimerede en stigning 0,2 pct.

Tallet for måneden før blev revideret op til 0,7 pct. mod tidligere rapporteret 0,5 pct.

Også importpriserne faldt i december - med 0,2 pct. - i forhold til måneden før, hvilket var en skuffelse overraskelse for markedet, der ifølge Bloomberg News havde ventet et en stigning på 0,2 pct.

I forhold til samme måned året før viser importprisindekset en stigning på 10,4 pct. mod markedets forventning om et plus på 10,8 pct.

REGNSKABSSÆSON SKUDT I GANG

Fredag er den amerikanske regnskabssæson for alvor startet med flere store bankregnskaber.

Den største amerikanske bank, JPMorgan Chase, kom bedre ud af fjerde kvartal sidste år end ventet af analytikerne. Handelsindtægterne faldt dog mere end ventet, mens indtægter fra virksomhedshandler steg. Både udlån til forbrugere og virksomheder faldt marginalt, noterer Bloomberg News på baggrund af regnskabet for kvartalet.

JPMorgan landede et overskud per aktie på 3,33 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg havde ventet 2,99 dollar. Estimaterne lå i intervallet fra 2,76 dollar til 3,28 dollar.

I fjerde kvartal 2020 nåede JPMorgan et overskud per aktie på 3,79 dollar.

JPMorgan-aktien falder 4,8 pct. til 160,12 dollar.

Også Citigroup falder på trods af et regnskab for fjerde kvartal, hvor den justerede indtjening per aktie slog forventningerne.

Den justerede indtjening per aktie landede på 1,46 dollar mod ventede 1,39 dollar ifølge et estimat fra Factset, skriver Bloomberg News.

Men det er samlet næsten 30 pct. lavere end i samme periode forrige år.

Aktien dropper 3,3 pct. til 65,69 dollar.

WELLS FARGO GÅR FREM

Wells Fargos regnskab viser sig bedre end ventet på indtægtsfronten og indtjening per aktie, fremgår det af Bloomberg News.

Finanshuset leverede i fjerde kvartal en indtægt på 20,86 mia. dollar mod en ventet indtægt på 18,85 mia. dollar.

Indtjeningen per aktie landede på 1,38 dollars svarende til 5,8 mia. dollar i årets sidste tre måneder mod ventede 1,12 dollar per aktie. Sidste år var overskuddet kun på 0,66 dollar.

De bedre end ventede tal i fjerde kvartal løfter aktien 2,6 pct. til 57,25 dollar i den indledende handel.

OPTUR HOS CASINOER

Stemningen hos casinoerne er ligeledes positiv. Aktien i Las Vegas Sands stiger 12,9 pct., MGM Resort stiger 4,4 pct., Wynn Resorts øger 7,8 pct., og Melco Resorts stiger 11,7 pct.

Investorerne sender spilleaktierne op, efter Macaus regering har begrænset antallet af nye kasinooperatører, der må operere i staten til seks med en driftsperiode på op til ti år, skriver Reuters.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder