USA/åbning: Positiv åbning med kurs mod rekorder igen

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 15:39  |  

En positiv åbning af det amerikanske aktiemarked på ugens sidste handelsdag giver udsigt til fortsættelse af torsdagens amerikanske aktiefest, der resulterede i indeksstigninger på 0,8-1,1 pct., og til en slutning på ugen med rekordhøje indeks.

Kort efter åbningen ligger brede S&P 500-indeks med et plus på 0,2 pct., det teknologidominerede Nasdaq stiger 0,2 pct., og de tunge aktier i Dow Jones løftes 0,1 pct.

Torsdag satte S&P 500-indekset rekord i 3316,93, og Dow Jones-indekset gik i rekord i 29.297,57.

Fredag morgen overraskede kinesiske BNP-tal positivt, og det stimulerer risikovilligheden i den globale aktiehandel. BNP-væksten i sæsonkorrigerede tal landede på 1,5 pct. i fjerde kvartal i forhold til kvartalet før, hvor væksten ligeledes var på 1,5 pct. I forhold til samme periode året før var væksten i fjerde kvartal på 6,0 pct., hvilket også var vækstraten i tredje kvartal.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en vækst 1,4 pct. på kvartalsbasis, mens der på årsbasis var estimeret en vækst på 6,0 pct. Dermed er der ikke længere samme opbremsning i økonomien, der har været kendetegnende for udviklingen gennem de seneste mange år.

Yderligere bidrager afdæmpningen af handelsstriden mellem USA og Kina til den opløftede tilgang til markedet sammen med efterdønningerne af fine regnskaber fra et par amerikanske storbanker.

Status for ugen er, at der tirsdag var godt nyt fra JPMorgan Chase og Citigroup, men skuffelser fra Goldman Sachs og Bank of America onsdag. Morgan Stanley overraske positivt torsdag, mens Bank of New York Mellon derimod blev straffet.

Til gengæld er der ikke væsentlige regnskaber i fredagens børskalender.

UBS SNAPPER EFTER TWITTER

Men schweiziske UBS har sænket anbefalingen af Twitter til "neutral" fra "køb" og nedjusteret kursmålet til 35 dollar fra 37 dollar. Det skriver Bloomberg News. Aktien falder 1,6 pct. i den indledende handel.

Omvendt har UBS løftet anbefalingen af Snap - selskabet bag Snapchat - til "køb" fra neutral" og hævet kursmålet til 24 dollar fra 16 dollar. Aktien i det sociale medie ligger 3,5 pct. højere kort efter handelsstart.

Fredag har bilproducenten Fiat Chrysler oplyst om dialog med Hon Hai Precision Industry - også kendt som Foxconn - om et joint venture, der skal udvikle og producere elbiler i Kina. De to parter er i dialog om en indledende aftale, der håbes at ende i en bindende aftale inden for de kommende måneder, oplyser Fiat Chrysler i en meddelelse.

Fiat Chrysler taber indledningsvist 0,3 pct. på det amerikanske aktiemarked marked.

Frem mod åbningen har markedet fået nye nøgletal for påbegyndt boligbyggeri i december, som steg overraskende til 1.600.000 enheder mod et ventet antal på 1.380.000 enheder ifølge Bloomberg News, mens antallet af byggetilladelser i samme måned faldt til 1.416.000 tilladelser mod en ventet stigning 1.450.000 tilladelser.

Industriproduktionen - også i december - skuffede med tilbagegang på 0,3 pct., men der ifølge Bloomberg News var ventet et fald på 0,2 pct.

Senere kommer der nyt om tillidsindekset fra Michigan, som ventes at lande på 99,3.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder