USA/åbning: Positive toner på corona-optimisme - Boeing letter

Udgivet den 07-04-2020  |  kl. 15:58  |  

Som ventet buldrer de amerikanske aktier videre ved tirsdagens åbning. S&P 500-indekset er nu steget mere end 20 pct., siden det satte en bund i marts. Dermed er indekset teknisk set igen i et såkaldt bull-marked.

Den positive stemning, der herskede i Asien natten til tirsdag og hersker tirsdag i Europa, gives videre til amerikanerne.

De amerikanske aktiemarkeder røg mandag i vejret med nærmest raketfart med stigninger på mere end 7 pct. Tirsdag er gassen gået lidt af ballonen, og stigningerne er modereret til under det halve ved åbningen.

Det brede S&P 500-indeks stiger tirsdag efter et kvarters handel med 2,7 pct., Dow Jones stiger 3,1 pct., og teknologitunge Nasdaq går op med 2,2 pct.

En gunstig udvikling i coronavirusudbruddet i flere hårdt ramte lande i verden og til dels i USA er baggrunden.

Der er positive meldinger fra de hårdest ramte lande i Europa - Spanien og Italien. Og også fra USA. Mandag registrerede USA 1280 coronarelaterede dødsfald det seneste døgn ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University, der løbende opdaterer smittetilfælde og dødsfald verden over. Det var færre end søndag.

Selskabsmæssigt er der fokus på blandt andet flyproducenten Boeing. Selskabet oplyste mandag, at man suspenderer produktionen af selskabets Boeing 787 - Dreamliner på dets fabrik i South Carolina. Selskabets største produktionsfacilitet i Seattle er ligeledes lukket.

Aktien stiger 6,9 pct. til 158,53 dollar efter at være faldet 2,5 pct. i eftermarkedet mandag. I den officielle handel mandag steg aktien knap 20 pct. til 148,77 dollar.

Oliegiganten Exxon har meddelt, at selskabet reducerer investeringerne i år med 30 pct. Men selskabet planlægger fortsat udbetaling af udbytte. Exxon stiger 5,8 pct. til 42,69 dollar.

Begge aktier er med i den eksklusive 30 selskabers store klub, der udgør Dow Jones-indekset.

Krydstogtselskabet Carnival ligger 21,4 pct. højere i 12,38 dollar efter en stigning på godt 20 pct. mandag.

En saudisk investeringsfond - Public Investment Fund - oplyste mandag, at man havde en andel på 8,2 pct. af selskabet. Aktierne blev købt 26. marts. Med købet er saudierne andenstørste aktionær i krydstogtselskabet.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder