USA/åbning: Rød åbning med uventet corananyt - Foot Locker i modgang

Udgivet den 20-11-2020  |  kl. 15:38  |  

Fredag ser ud til - igen - at blive præget af nyt fra coronafronten.

Den ene vej trækker en melding fra den amerikanske finansminister om at stoppe flere af pandemi-låneprogrammerne fra Federal Reserve den 31. december, den anden vej trækker meldinger om hastegodkendelse af Pfizers covid-19 vaccine.

Umiddelbart efter handelsstart fredag falder det teknologitunge Nasdaq-indeks med 0,1 pct. og går modsat torsdagens plus på 0,9 pct., industritunge Dow Jones og S&P 500-indekset falder med henholdsvis 0,2 pct. og 0,1 pct. efter plusser på 0,2 pct. og 0,4 pct. torsdag.

Men fredag er der smidt endnu en joker ind i coronapandemien og dens følgevirkninger. For mens en godkendelse var ventet, så meldte den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, sig på banen torsdag aften, hvor han sagde, at de vigtigste covid-19-pandemiprogrammer fra Federal Reserve til støtte for virksomheder og lokale regeringer udløber ved årets udgang.

- Dette er en væsentlig og foruroligende melding i en kritisk tid for økonomien. Vi har brug for samarbejde - og i stedet ser vi et fuldstændigt sammenbrud, siger Tony Fratto, der blandt andet har arbejdet i finansministeriet og været talsmand for George W. Bush, til Bloomberg News.

DAGENS CORONANYT

Pfizer og medicinalselskabets tyske partner Biontech har meddelt, at de vil ansøge om en såkaldt nødgodkendelse til selskabernes covid-19-vaccine hos de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA i løbet af fredag.

Ansøgningen sker med henblik på at kunne tage vaccinen i brug allerede i midten af december i USA blandt personer, der er i højrisikozonen.

Pfizer stiger med 1,6 pct. i de første handler fre4dag.

Også Modernas coronavaccine kan hurtigt komme ud over rampen, hvis alt flasker sig. Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, er også klar til at godkende medicinalselskabets coronavaccine midt i december - aktien stiger med 3,0 pct. i den indledende handel.

Modsat går det for Gilead Science, der falder 1,3 pct., efter Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har meldt ud, at det antivirale lægemiddel Remdesivir ikke bør bruges til at behandle covid-19-patienter, uanset hvor syge de er. Midlet har nemlig ingen mærkbar effekt på chancerne for at overleve.

- Panelet fandt mangel på beviser for, at Remdesivir kan forbedre det udfald, der betyder noget for patienten. Det gælder blandt andet nedsat dødelighed, brug for hjælp til at trække vejret, tid til klinisk forbedring og andre ting, står der i anbefalingen.

Meddelelsen er endnu et tilbageslag for lægemidlet, der i sommer fangede verdens opmærksomhed som en potentiel effektiv behandling af covid-19, efter at tidlige forsøg viste lovende resultater.

Remdesivir er et af blot to lægemidler, som i øjeblikket er godkendt til at behandle covid-19-patienter over hele verden. Midlet er godkendt til brug som covid-19-behandling i flere end 50 lande.

FOOT LOCKER UNDER PRES

Sportstøj- og skoforhandleren Foot Locker kunne fredag inden handlen starter fortælle, at det sammenlignelige salg er steget med 7,7 pct. i tredje kvartal i forhold til for et år siden. Her havde analytikerne ifølge Bloomberg News blot ventet en fremgang på 0,9 pct.

I forhold til den justerede indtjening per aktie løb Foot Locker ligeledes fra forventningerne med en indtjening på 1,21 dollar mod ventede 0,66 dollar.

Alligevel vælger investorerne i de første handler at sende aktien ned med 1,4 pct.

TESLA LUKKEDE I REKORD

Euforien er kølnet en smule i forhold til Tesla, som endte med en lukkerekord i 499 dollar efter en stigning på 2,5 pct. torsdag.

Elbilproducenten har haft solid medvind på børsen de seneste dage med stigninger tirsdag og onsdag på henholdsvis 8,2 og 10,2 pct. Onsdag løftede Morgan Stanley anbefalingen til "køb" fra "ligevægt" og hævede kursmålet med 50 pct. til 540 dollar per aktie.

Mandag efter lukketid blev det meddelt, at aktierne i den amerikanske elbilproducent bliver optaget i S&P 500-indekset fra 21. december.

Men fredag falder aktien med 0,8 pct. til 496,65 dollar.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder