USA/åbning: Røde markeder og bolsjetyggende investorer

Udgivet den 04-09-2015  |  kl. 15:40  |  

Det amerikanske aktiemarked har som ventet taget hul på fredagen med fald. Samtidig går investorerne og fordøjer den blandede pose bolsjer, der var resultatet af den amerikanske rapport for beskæftigelsen i august.

Kort efter åbning falder S&P 500-indekset med 1,0 pct., mens Dow Jones-indekset dykker 1,2 pct. Slutteligt går Nasdaq 100-indekset tilbage med 1,2 pct. Inden børsåbning havde futures indikeret fald på lidt mere end 1 pct. for alle tre indeks.

Fredagens amerikanske jobrapport viste en jobskabelse uden for landbruget på 173.000 personer i august. Det var et stykke under økonomernes forventningerne på 217.000 ifølge Bloomberg News.

Det skal dog ses i lyset af, at sidste måneds jobskabelse blev revideret op med 30.000, så der i juli blev skabt 245.000 job uden for landbruget. Og junitallet fik også et hak opad.

- Trods betydelig økonomisk og finansiel uro gennem de seneste måneder så ser den vigtigste økonomi globalt set, USA, fortsat rimeligt fornuftigt ud, skriver Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Samme vurdering har cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri. Han konstaterer, at jobskabelsen i august er lavere end i de foregående måneder, men fremhæver det positive i, at ledigheden nu er nede på 5,1 pct. - et fald på 0,2 pct.point i forhold til juli.

Rapporten for årets sidste sommermåned virker heller ikke til at ændre ved den generelle opfattelse af, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, snart vil hæve sin ledende rente for første gang siden 2006. Det kan allerede ske ved centralbankens næste rentemøde, der finder sted senere i september.

På den amerikanske selskabsside har fragtfirmaet UTI Worldwide, som den danske transportkoncern DSV sidste år overvejede at opkøbe, store problemer med indtjeningen, hvor der er røde tal på bundlinjen.

Selskabets omsætning faldt i andet kvartal til 914 mio. dollar fra 1094 mio. dollar i den samme periode året før. Det var en negativ overraskelse for analytikerne, som ifølge Bloomberg havde regnet med en omsætning på 1005 mio. dollar.

Omsætningen var ramt af lavere volumener inden for luft- og søfragt, mens valutamodvind i dollar og den sydafrikanske rand også trak ned. UTI Worldwide falder fredag hele 19 pct.

Streamingtjenesten Netflix, der foreløbig er faldet 14 pct. over hele ugen, fortsætter nedturen fredag, idet selskabet er åbnet 2,6 pct. lavere. Den øjeblikkelige nedtur ændrer dog ikke ved, at selskabets aktiekurs er mere end fordoblet i løbet af i år.

Industrikoncernen Caterpillar, der er peer til danske FLSmidth, har fået sænket sin anbefaling til "neutral" fra tidligere "outperform" hos fondsmæglerselskabet Robert W. Baird & Co. Det er med til at sende Caterpillar ned med 1,9 pct.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Åbning❯  Aktier❯  USA❯ 

Relaterede nyheder