USA/åbning: Små fald fra start med Cisco mod strømmen

Udgivet den 18-08-2022  |  kl. 15:45  |  

De amerikanske aktieindeks fortsætter torsdag den negative tendens, efter at referatet fra det senest rentemøde i den amerikanske centralbank indikerede, at inflationsdæmpende renteforhøjelser vil fortsætte på trods af en svækkelse af økonomien.

I rentemødereferatet var der dog også en dueagtig hældning, da nogle embedsmænd så risiko for en for hurtig stramning af pengepolitikken.

Meldingen, der landede onsdag aften to timer før amerikansk lukketid, var dog ikke dueagtig nok til at hive aktieindeksene i plus, og de tre toneangivende indeks sluttede dagen med fald på 0,5-1,3 pct. med mest pres på det teknologitunge Nasdaq-indeks.

Nasdaq-indekset taber 0,2 pct., mens S&P 500- og Dow Jones-indekset begge falder med 0,1 pct.

Markedsdeltagerne har i et sommerferiepræget marked øget forsigtighed, da der ventes på den amerikanske centralbanks årlige symposium i Jackson Hole i Wyoming i næste uge.

- Folk er lidt for optimistiske med hensyn til, hvor sandsynligt det er, at vi kan løse inflationsproblemet hurtigt og på en måde, hvor vi ikke behøver at inkludere mere politik og flere stigende renter, siger Kathryn Kaminski, AlphaSimplex Groups chefstrateg og porteføljemanager, til Bloomberg Television.

En dataafhængig centralbank har torsdag fået et par positive nøgletal at forholde sig til, hvor antallet af nytllmeldte ledige blev lavere end ventet og samtidig landede Philadelphia Fed-erhvervstillidsindekset betydeligt højere end ventet.

CISCO LØFTES AF OPLØFTENDE UDSIGTER

Den amerikanske netværksgigant Cisco Systems kom bedre end ventet ud af regnskabsåret 2021/22 og især salgsudsigterne for det nye regnskabsår overrasker også positivt.

For det nye regnskabsår 2022/23 venter Cisco en omsætningsvækst på 4-6 pct., hvilket er over analytikerkonsensus på 3,3 pct.

- Resultater og prognose så fine ud, især midt i investorernes bekymringer for en langsom økonomi og store potentielle fald i væksten i produktordre, vurderer finanshuset Jefferies, der også fremhæver udsigten til en forbedring af forsyningskæderne.

Aktien åbner 5,7 pct. højere i torsdagens første handler.

KOHL'S RAMT AF INFLATIONSMÆRKEDE FORBRUGERE

Nedjusteringer kommer for tiden på stribe i den amerikanske detailsektor, og nu blev det varehuskæden Kohl's tur.

I forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal sænkes indtjening per aktie markant til 2,80-3,20 dollar fra 6,45-6,85 dollar, mens analytikerne estimerede 4,17 dollar, og det er ikke noget investorerne har overset.

Ifølge Kohl's skyldes det en lavere efterspørgsel, inflation og et svækket makromiljø.

- Vores resultat afspejler en middelklassekunde, der er blevet mere prisbevidst. En kunde, der ikke handler så ofte, som bruger mindre per tur, og som er skiftet til discountmærker, skriver selskabet i forbindelse med sit regnskab.

Aktien åbner 8,9 pct. lavere. Aktien blev løftet 6,1 pct. tirsdag efter opløftende nyt fra Walmart, mens onsdagens mindre optimistiske takter fra Target trak aktien ned med 3,3 pct.

BED BATH & BEYOND HAR UDSIGT TIL NEDTUR EFTER FORDOBLING

Bed Bath and Beyond dykker 20,3 pct. til 18,40 dollar, efter at Ryan Cohens RC Ventures har afsløret at den måske vil sælge 7,78 mio. aktier i den amerikanske boligindretningskæde.

Aktien er mere end fordoblet over den seneste uge, idet den meget shortede aktie er gået hen og blevet en såkaldt meme-aktie.

Energi ligger med den største sektorfremgang blandt de 11 primære sektorer i S&P 500-indekset, hvor Exxon Mobil løftes 1,8 pct. og APA Corp. stiger 3,1 pct.

Energiaktierne er understøttet af en stigende oliepris.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯