USA/åbning: Underholdningsgigant belønnes for vækst på grøn dag

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 15:45  |  

Der er små plusser til de tre ledende amerikanske aktieindeks få minutter inde i handelsdagen onsdag.

Det brede S&P 500-indeks stiger med 0,4 pct., Dow Jones går frem med 0,7 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger med 0,1 pct.

Onsdag er der enkelte regnskaber på programmet, men ellers får investorerne også tid til at kaste et blik på den generelle udvikling, hvor fokus især er på de politiske forhandlinger om en ny - eller en forlænget - amerikansk hjælpepakke, der skal understøtte den hårdt ramte amerikanske økonomi.

Tirsdagen bød på moderat fremgang til de amerikanske aktier. Markedet var drevet af skuffende regnskaber og øget spænding mellem USA og Kina på den ene side, mens investorerne også så en ny hjælpepakke inden for rækkevidde.

Det brede S&P 500-indeks steg derfor med 0,4 pct., mens Dow Jones vandt 0,6 pct. Teknologitunge Nasdaq vandt desuden 0,4 pct. og satte endnu en lukkerekord i 10.941,166.

Onsdag er der også opmærksomhed omkring nyt om forholdet mellem USA og Kina. De to lande har besluttet at mødes i midten af august for at gennemgå fase 1-handelsaftalen, som blev underskrevet tidligere i år.

Det rapporterede The Wall Street Journal sent tirsdag.

På samme tid vil repræsentanter fra de to stridende parter diskutere de voksende konflikter landene imellem, som særligt er forpestet af coronakrisen, som USA mener, at Kina har håndteret dårligt.

Det skriver mediet investing.com.

UNDERHOLDNINGSGIGANT FÅR MEDVIND

Walt Disney-aktien tager hul på handelsdagen med en stigning på 6,2 pct.

Stigningen kommer, efter at underholdningskæmpen efter markedets lukning tirsdag offentliggjorde regnskab for tredje kvartal.

Walt Disney skuffede i kvartalet på toplinjen, mens bunden omvendt landede bedre end ventet.

Samtidig markerede perioden første gang siden decemberkvartalet, at koncernen ikke kunne overraske positivt med sin nye streamingtjeneste, Disney+.

Disney fik i sit tredje kvartal et fald i omsætningen på 42 pct. til 11,78 mia. dollar mod ventet 12,39 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 8 cent - et fald fra 1,35 dollar et år tidligere - men noget over forventningerne i markedet om et underskud på 66 cent ifølge estimater fra Bloomberg News.

Disney+ sluttede perioden med 57,5 mio. abonnementer, hvilket var en formidabel vækst på 72 pct. i forhold til koncernens andet kvartal, men dog ringere end de ventede 59,4 mio. betalende kunder.

Det gik derimod bedre end ventet med abonnementsvæksten for ESPN+ og for Hulu, der steg med henholdsvis 8 og 11 pct. til 8,5 og 35,5 mio. kunder.

REGNSKABER PÅ MENUEN

Sonos, der er kendt for sine trådløse lydsystemer, og som kan ses som en konkurrent til danske Bang & Olufsen, offentliggør onsdag regnskab for selskabets tredje kvartal.

Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en omsætning i kvartalet på 235,7 mio. dollar og et justeret driftstab på 5,76 mio. dollar.

Sonos-aktien stiger 3,8 pct.

Noble Corporation, der leverer service til olie- og gasindustrien, og som har søgt om konkursbeskyttelse, er også aktuel med regnskab onsdag.

Aktien er startet uændret onsdag. Den er siden årets begyndelse faldet 96,9 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder