USA/økonomer: Ser lyse fremtidsudsigter for amerikansk økonomi

Udgivet den 25-02-2021  |  kl. 14:58  |  

Selv om de amerikanske ledighedstal ikke er opmuntrende læsning, så er torsdagens tal bedre end ventet, og der er lys i horisonten for den amerikanske økonomi, der har været hårdt plaget af coronapandemien.

- Vi synes, at fremtidsudsigterne for amerikansk økonomi ser lysere ud. Amerikanerne har øget vaccinationstempoet, og på lørdag bliver Johnson & Johnson-vaccinen nok godkendt, skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

I sidste uge meldte 730.000 amerikanere sig som førstegangsledige, hvilket var færre end de 825.000 nye ledige, som økonomer havde ventet, ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Ugen før meldte 841.000 sig ledige for første gang. Det tal er revideret fra 861.000 ved første opgørelse for en uge siden.

Antallet af fortsatte ledige faldt til 4,419 mio. mod estimeret 4,460 mio. ifølge Bloomberg og 4,520 mio. ugen tidligere.

Ifølge Mikael Olai Milhøj har Pfizer, Moderna og Johnson & Johnson sagt, at der vil blive sendt nok doser til, at 130 mio. amerikanere kan være vaccineret ved udgangen af marts, og at alle amerikanere kan være vaccineret inden sommer.

Vaccinerne og varmere vejr vil give faldende smittetal og betyde en gradvis genåbning af økonomien, vurderer senioranalytikeren.

- Da hjælpepakkerne og den lempelige pengepolitik har holdt hånden under økonomien, så har coronakrisen ikke udviklet sig til en langvarig efterspørgselskrise, og der er mange penge derude, der venter på at blive brugt, når det igen giver mening, skriver han og tilføjer:

- Vi forventer derfor et stærkt økonomisk opsving fra især andet kvartal og frem, hvilket også bør få beskæftigelsen til at stige hurtigt igen. At beskæftigelsen stadig er meget hårdt ramt skyldes, at det især er de beskæftigelsestunge brancher så som restauranter, som enten er underlagt restriktioner, eller som folk holder sig væk fra.

Også hos Arbejdernes Landsbank er økonom Anders Christian Overvad optimistisk omkring udsigterne for den amerikanske økonomi.

- Selvom forhandlingen om den nuværende hjælpepakke på 1.900 mia. dollars næppe ender med den størrelsesorden, vil der stadig være tale om en massiv saltvandsindsprøjtning til den amerikanske økonomi. En økonomisk stimulus, der ydermere understøttes af en lempelig pengepolitik. Vi forventer derfor, at den amerikanske økonomi vil komme hurtigt ud af starthullerne, når der er styr på smitten, skriver han i en kommentar.

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder