USA: 162.000 nye job i marts
USA skabte 162.000 job i marts uden for landbruget. Det viser dagens jobrapport.
Det er den største stigning i 3 år. Ventet var 200.000 nye job, skriver Marketwatch.
Stigningen skyldes dog bl.a. 48.000 midlertidigt ansatte, der skal hjælpe med den store folkeoptælling i USA, som kommer hvert 10. år.
Der blev 14.000 færre job i USA i februar udenfor landbruget, viser dagens tal. Oprindeligt var faldet på 36.000, men det tal blev justeret i dag, hvilket altså giver 22.000 ekstra job i februar.
Arbejdsløshedsprocenten er stadig 9,7 pct. i marts - det var som ventet.
Det amerikanske futures marked reagerede positivt på tallene, skriver Marketwatch.
Dow Jones Industrial Average futures steg 17 points og Nasdaq 6 points efter rapporten. Før rapporten var Dow oppe med 4 points og Nasdaq oppe med 1 point.
Standard & Poor's 500 futures steg 1 point - den lå 1 point nede før rapporten.