USA-luk: Bank of America på himmelflugt i positivt

Udgivet den 06-01-2012  |  kl. 04:00  |  

De amerikanske indeks lukkede torsdag overvejende højere på trods af, at indeksene lagde ud med solide minusser som følge af nedjusteringer fra blandt andre discountdetailkæden Target og varehuskæden J.C. Penney. En bedre end ventet ADP-jobindikator og bankerne med Bank of America i front trak op.

S&P 500-indekset lukkede 0,3 pct. højere i 1.281,1, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks sluttede 0,8 pct. højere i 2.669,9. Dow Jones rykkede sig minimalt og lukkede i 12.415,7.

Den amerikanske banksektor blev generelt løftet af Deutsche Banks udmelding om, at banken ser 'opmuntrende indikationer' for sektorens regnskaber for fjerde kvartal. J.P. Morgan Chase steg 2,1 pct. til 35,7 dollar, mens Citigroup avancerede 1,2 pct. til 28,5 dollar. Wells Fargo steg 1,6 pct. til 29 dollar. Bank of America blev sendt på himmelflugt med en stigning på hele 8,6 pct. til 6,3 dollar på spekulationer om, at den amerikanske regering vil indføre et landsdækkende lånefinansieringsprogram. Bank of America var en af de store amerikanske aktier, som klarede sig værst i 2011.

De amerikanske detailforhandlere var også i fokus torsdag, idet både varehuskæden J.C. Penney og discountdetailkæden Target nedjusterede sine forventninger.

J. C. Penney, som er den tredjestørste varehuskæde i USA, dykkede 2,7 pct. til 34 dollar efter en nedjustering af indtjeningsforventningerne. Nedjusteringen tilskrives et svagt salg i de to første måneder af fjerde kvartal. J. C. Penney sænkede forventningerne til indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster i fjerde kvartal til 65-70 cent per aktie fra den tidligere prognose på 1,05-1,15 dollar per aktie. Target faldt 3 pct. til 48,5 dollar efter et skuffende december-salg, der får selskabet til at nedjustere. Targets organiske vækst blev i december på 1,6 pct., hvilket var markant under de ventede 3,3 pct.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder