USA: Renterne trykkes ned i 2017-niveau

Udgivet den 23-05-2019  |  kl. 18:04  |  

Handelskrigen mellem Kina og USA og frygten for en opbremsning af den globale økonomi trykker kraftigt på de amerikanske renter torsdag - ligesom onsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation falder kl. 12 amerikansk tid med 6 basispoint til 2,32 pct., og det er det laveste, den har været i siden slutningen af 2017. Onsdag faldt renten med godt 4 basispoint.

Udviklingen skyldes den optrappede handelskrig, hvor USA tidligere på måneden forhøjede tolden på kinesiske varer for 200 mia. dollar fra 10 til 25 pct., og hvor Kina har svaret igen med øget told på amerikanske varer for 60 mia. dollar den 1. juni.

Det blev i sidste uge fulgt op af, at USA satte et af Kinas vigtigste tele- og teknologiselskaber, Huawei, på sin sorte liste, hvilket betyder, at amerikanske selskaber ikke må levere til Huawei uden forudgående tilladelse. Sanktionen blev tirsdag ganske vist udskudt 90 dage, men onsdag forlød det, at yderligere fem kinesiske teknologivirksomheder er på vej på listen. En teknologisk koldkrig kan være på vej.

- Hvis investorernes værste frygt bliver til virkelighed, og der kommer en skarp langsigtet optrapning af handelskrigen, vil man kunne se renterne falde yderligere, siger Jon Hill, rentestrateg hos BMO Capital, til Bloomberg News.

- Der er en meget bullish baggrund for obligationer.

Også den toårige rente falder torsdag i USA med knap 8 basispoint til 2,15 pct. Onsdag var minusset på 3 basispoint.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Bonds❯  USA❯ 

Seneste nyheder