USA: Storbank advarer om korrektion - men kursstigninger bagefter

Udgivet den 20-12-2019  |  kl. 23:31  |  

I 2020 er der lagt op til, at investorerne skal forholde sig til mindst lige så meget som i år. Rigsretssagen mod USA's præsident, Donald Trump, ventes at blive gennemført, næste fase af handelsforhandlingerne mellem USA og Kina skal startes op, og samtidig skal et præsidentvalg i USA løbe af stablen til november.

En ting, som investorerne dog - måske ikke - behøver at bekymre sig om, er risikoen for en recession. Frygt for økonomisk tilbagegang fyldte ellers meget i sommeren og sensommeren, indtil de økonomiske nøgletal i USA stabiliserede sig, og indtil handelsforhandlingerne tøede op.

Hos Wells Fargo, USA's fjerdestørste bank, noterer chefaktiestrateg Chis Harvey sig i al fald, at brugen af ordet "recession" nu er faldet med 70 pct. siden udsalget i august, skriver Yahoo! Finance, og samtidig er frygtindekset VIX, som måler volatiliteten i S&P 500, faldet 40 pct. under sit langsigtede gennemsnitsniveau.

- Sidste gang stemningen føltes så positiv, steg aktierne indledningsvist i første kvartal 2018, før de løb med hovedet først ind i en korrektion på 10 pct., hedder det i en kommentar fra Harvey, som derfor advarer mod uro.

- En 10 pct. korrektion i aktiemarkedet i første halvår af 2020 er mulig. Vi kan se en i slutningen af marts eller starten af april, når Feds balance formentlig stopper med at vokse. Hvis vi ser et sundt aktieudsalg i første halvår 2020, vil vi alt andet lige købe på svagheden. Indtil da anbefaler vi at reducere porteføljerisikoen langsomt og opportunistisk.

Federal Reserve vendte tidligere i år rundt i pengepolitikken og gik fra fire renteforhøjelser i 2018 til tre nedsættelser i 2019, ligesom centralbankens nedbringelse af balancen i form af salg af obligationer - en kvantitiv stramning - oplevede en u-vending og blev til nye opkøb.

Wells Fargo spår dog, at S&P 500 vil slutte næste år i 3388 point, og det er godt 5 pct. over fredagens rekordniveau i 3221,22. S&P 500 har set en stigning på 28,5 pct. indtil nu i 2019.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder