USA truer med nyt toldindgreb over for EU efter Airbus-afgørelse

Udgivet den 02-12-2019  |  kl. 22:27  |  

USA truer med at indføre ekstra told på europæiske varer, efter at Verdenshandelsorganisation, WTO, mandag har afvist EU's påstand om, at flyproducenten Airbus ikke længere modtager statsstøtte.

Det skriver Financial Times.

- Der er behov for stærke tiltag for at overbevise EU om, at det er i dens interesse, at eliminere den markedsforstyrrende statsstøtte nu og i fremtiden, så vores industrier kan konkurrere på lige vilkår, siger Robert Lighthizer, der er chef for den amerikanske handelsrepræsentants kontor.

Den amerikanske myndighed oplyser desuden, at det er i færd med at se på højere toldsatser på varer fra EU.

I forvejen har USA i oktober indført told på europæiske varer, som ost, vin og fly, til en værdi af 7,5 mia. dollar som led i sagen.

De amerikanske myndigheder er desuden ved at undersøge en fransk skat på digitale serviceydelser, som muligvis vil føre til modforanstaltninger over for Frankrig, skriver Financial Times.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  USA❯ 

Relaterede nyheder