USA: Yellen ser finansmarkederne fungere godt - GENT

Udgivet den 28-09-2022  |  kl. 06:35  |  

Selv om både aktierne og obligationerne i USA er banket ned i 2022, mens dollar er styrket kraftigt, så vurderer den amerikanske finansminister, Janet Yellen, der i øvrigt har en fortid som centralbankchef i landet, at finansmarkederne fungerer godt.

- Vi har ikke set, at der er udviklet likviditetsproblemer i markedet, og vi ser ikke, så vidt jeg ved, den form for nedgearing, som kunne pege på en risiko for den finansielle stabilitet, sagde Janet Yellen tirsdag ifølge Bloomberg News.

- Jeg synes, markederne fungerer godt. Det overordnede miljø er et med høj inflation i mange udviklede økonomier. Centralbankerne adresserer det i næsten alle lande, med undtagelse af Kina, men med forskellige hastigheder og forskellige skridt.

De amerikanske aktier er de seneste godt to uger faldet med 10 pct., og siden årets start er 24 pct. af værdien i markedet i USA forduftet. Samtidig er det amerikanske obligationsmarked samlet set faldet med 15 pct., mens dollaren ligger bomstærkt mod stort set alle andre valutaer i verden.

Udviklingen skyldes en meget høgeagtig amerikansk centralbank, Federal Reserve, som nu har løftet sin rente med 3,00 pct.point i år, og som samtidig har signaleret yderligere stramninger i år og til næste år. Helt så hurtigt er det ikke gået i Europa.

- Da USA bevæger sig hurtigere end mange andre lande, ser vi opadgående pres på dollaren og nedadgående pres på mange andre udenlandske valutaer. For mig er denne type udviklinger, som repræsenterer en stramning i de finansielle betingelser, en del af det at adressere inflationen.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  Bonds❯  Shares❯  USA❯  Forex❯