USA/aktier: Droneangreb løftede olieaktier og pressede forbrug

Udgivet den 17-09-2019  |  kl. 06:32  |  

Weekendens og mandagens nyheder var ikke positive, og derfor trak de amerikanske aktier sydpå mandag. De var ellers efter endnu en ugestigning nået ganske tæt på rekordniveauet for S&P 500 fra slutningen af juli.

Angrebet på Saudi Aramco, det nationale olieselskab i Saudi-Arabiens, installationer i weekenden løftede ganske vist energiaktierne, da olieprisen hoppede kraftigt op, men for resten af markedet var det ikke en positiv nyhed, men derimod mere usikkerhed.

Dow Jones faldt mest af de tre toneangivende indeks med 0,5 pct., mens det brede S&P 500 mistede 0,3 pct. Teknologidominerede Nasdaq bakkede også 0,3 pct.

Tirsdag morgen holder markedet sig i ro. Futures på de tre store aktieindeks siver med 0,1-0,2 pct.

OLIEPRISEN HOPPEDE OP

Olieprisen steg med 12,8 pct. mandag i USA efter weekendens angreb, som midlertidigt halverer den saudiske olieproduktion, der udgør 10 pct. af verdensforsyningen. At USA's præsident, Donald Trump, samtidig indikerede, at USA's militær er "locked and loaded", altså parat til at svare igen, øgede frygten for en eskalerende konflikt, hvor man fra USA's side peger på Iran som den skyldige.

- Man ser prisen på olie og gas gå op på grund af balancen i udbud og efterspørgsel, men man ser resten af markedet halte på grund af usikkerheden omkring, hvordan det vil påvirke forbrugerne fremadrettet, sagde Carter Henderson, porteføljemanager hos Fort Pitt capital Group, til Bloomberg News.

- Der er mange ting rundt omkring i verden, som vi skal holde øje med.

Med til at lægge en dæmper på sagerne var svage økonomiske data, hvor detailsalget og industriproduktionen i Kina i august skuffede. Væksten i industriproduktionen på 4,4 pct. var den laveste siden februar 2002.

Fra USA viste tillidsindekset fra fremstillingssektoren i New York, Empire State Manufacturing, også et større fald end ventet.

ENERGIAKTIER I TOP - CYKLISK I BUND

Energiaktierne klarede sig med afstand bedst i mandagens S&P 500-indeks på grund af den stigende oliepris. Sektoren vandt frem med 3,3 pct. De to store oliekæmper, Chevron og Exxon Mobil, trak sammen med Conocophillips mest op i markedet med plusser på henholdsvis 2,2 pct., 1,5 pct. og 9,1 pct. Desuden bidrog Schlumberger, EOG Resources og Occidental Petroleum med plusser mellem 5,3 og 7,9 pct.

I S&P 500 var der olieselskaber og olieserviceselskaber på de øverste 12 pladser med Apache i front med et plus på 16,9 pct.

Den stigende oliepris ramte omvendt flyselskaberne negativt. United Airlines mistede 2,8 pct., Delta Air Lines faldt 1,6 pct., og American Airlines tabte 7,3 pct.

På andenpladsen blandt sektorerne fulgte fast ejendom med et plus på 1,0 pct., mens forsyning steg 0,1 pct. Begge blev løftet af faldende renter, efter otte handelsdage med stigende renter, da investorerne også søgte i sikkerhed i amerikanske statsobligationer.

I den anden ende faldt råvarer og materialer mest med 1,6 pct., mens cyklisk forbrug mistede 1,3 pct. It-aktierne tabte samtidig 0,3 pct., mens finansaktierne blev trukket ned af bankerne, der blev ramt af rentefaldet, med 0,5 pct.

AMAZON TRAK MEST NED

Blandt de store aktienavne trak Amazon mest ned med et fald på 1,7 pct. Frygten for forbrugernes tillid i den højspændte situation rammer aktien, ligesom The Wall Street Journal mandag skrev, at handelssitet har justeret sin søgemekanisme, så selskabets egne produkter får en mere fremtrædende visning end produkter fra tredjeparter. Selskabet afviste dog den beskyldning.

Microsoft tabte desuden 0,7 pct. Apple gik omvendt frem med 0,5 pct.

Mandag var der også fokus på General Motors (GM). Aktien faldt med 4,3 pct., da 46.000 af selskabets fabriksarbejdere i USA er gået i strejke. Ifølge analytikerne koster strejken selskabet mellem 50 og 100 mio. dollar om dagen.

Endelig var der fokus på Alder Biopharmaceuticals, da danske Lundbeck mandag har indgået en aftale om at overtage selskabet for op mod 1,95 mia. dollar. Aktien røg i vejret med hele 83,9 pct. til 18,50 dollar. Lundbeck har budt 18 dollar per aktie med ekstra 2 dollar per aktie, hvis Alders migrænemiddel Eptinezumab markedsgodkendes i Europa.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder