USA/aktier: Hvid røg - grønne markeder - og rekorder

Udgivet den 13-12-2019  |  kl. 22:09  |  

Fredag blev det bekræftet, at der er indgået en delvis handelsaftale mellem USA og Kina, men uklarhed om aftalens omfang, og hvornår den skal underskrives, samt lange udsigter for næste forhandlingsfase holdt aktiemarkederne tilbage.

Derfor blev det kun til små plusser for de tre toneangivende indeks, inden handlerne gik på weekend. Det brede S&P 500-indeks steg marginalt til endnu en rekord i 3168,80. Dow Jones gik også let op, men Nasdaq imidlertid steg lidt mere og vandt 0,2 pct.

Gennem hele ugen blev det dog til noget større plusser - især efter torsdagens skvulp - med en fremgang siden sidste fredag på 0,7 pct. til S&P 500, mens Dow Jones vandt 0,4 pct., og Nasdaq steg 0,9 pct.

BARE EN HVEDEBRØDSDAG

- Der blev slået et stort brød op torsdag, men det var ikke helt så stort i virkeligheden, og markederne har jo i en tid købt ind på, at en handelsaftale skulle komme. Samtidig fik vi et skub op på den overraskende dominerende sejr til Boris Johnson i Storbritannien. Det gav et kæmpe politisk lettelsesrally torsdag med masser af risk-on, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Hvedebrødsdagene var dog hurtigt overstået. Med brexit er man jo kun enige om at skilles. Men hvem skal have huset, bilen og børnene? Og det man så i aftalen mellem USA og Kina var mindre, end man havde regnet med. Derfor tager investorerne lidt profit, for det er jo ikke sådan, at aktierne ikke er steget i år.

S&P 500 har siden nytår vundet 26,4 pct.

En del af afdæmpningen skyldtes også en ganske lang udsigt for yderligere forhandlinger og afvikling af handelskrigen mellem USA og Kina. USA's præsident Donald Trump lod nemlig forstå, at det vel kan blive efter det kommende præsidentvalg i USA til november 2020.

- Fokus vil derfor rette sig mod de økonomisk data og regnskaberne. Og spørgsmålet er, om der nu er nok udsyn til, at selskaberne foretager de meget tunge investeringer. Går det galt, vil kritikken jo være hård. Måske er det ikke helt godt nok til at øge risikoappetitten her, forklarer Danske Banks seniorstrateg.

Lars Skovgaard Andersen peger også på, at handelskrigen mellem USA og Kina et langt stykke hen ad vejen ligner den, som var mellem Japan og USA under præsident Ronald Reagan. Dengang tog det ti år at slutte helt fred.

IT OG APPLE TRAK FOR

Det var stedfortræderne for obligationer, forsyningsaktierne, som klarede sig bedst fredag med et plus på 0,8 pct., da renterne faldt solidt i USA, mens it-aktierne trak næstmest op med 0,6 pct. på udsigten til, at nye toldsatser på kinesiske varer, varslet til ikrafttræden i næste uge, ikke bliver til noget.

Trækhestene i S&P 500 var to gamle kendinge. Apple bidrog mest til grønt med et plus på 1,4 pct. og satte endnu en lukkerekord i 275,15 dollar. Ingen ny told på varer fra Kina i næste uge er godt nyt for æblekoncernen, da der ellers var udsigt til tariffer på iPhonen, som produceres i Kina.

Microsoft lagde sig også i selen og steg med 0,8 pct. og bidrog dermed næstmest til fredagens milde grønne udvikling. I 154,53 dollar var der også ny lukkerekord her.

Omvendt fortsatte Facebook faldet fra torsdag og smed 1,3 pct. Nyheden om, at konkurrencemyndighederne i USA overvejer at begrænse integrationen mellem koncernens forskellige platforme, Facebook, Instagram og Whatsapp, tyngede fortsat.

ADOBE OP - BROADCOM OG ORACLE NED

Softwareselskabet Adobe steg imidlertid med 3,9 pct. efter et solidt regnskab, mens chipproducent Broadcom omvendt mest af alle forsøgte at trække S&P 500 i minus med et fald på 3,8 pct.

Adobe både solgte og tjente mere end ventet i sit fjerde kvartal, da koncernen omsætning steg 22 pct. på årsbasis.

Nedturen til Broadcom kom omvendt, da selskabet trods en prognose om et salg på 25 mia. dollar næste år på en telekonference oplyste, at visse forretningsenheder mister ordrer.

Aktien i den softwarevirksomheden Oracle dykkede også 3,5 pct., da selskabets regnskab for andet kvartal skuffede investorerne.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯