USA/aktier: Tariff Man sænkede aktierne

Udgivet den 04-12-2018  |  kl. 22:10  |  

Aktiemarkederne i USA vendte tirsdag snuden kraftigt nedad efter mandagens begejstring over våbenhvilen på 90 dage mellem Kina og USA i handelskrigen, samtidig med at USA's præsident Donald Trump på Twitter fik udnævnt sig selv til ny superhelt med straftold som sin superkraft.

Det brede S&P 500-indeks faldt tirsdag med hele 3,2 pct., mens Dow Jones-indekset mistede 3,1 pct. Desuden faldt teknologitunge Nasdaq så meget som 3,8 pct.

90 DAGE - OG BAGEFTER?

Allerede mandag var der flere markedsaktører, som begyndte at spekulere på, hvad der mon skal ske, når de 90 dages våbenhvile er forbi. Og tirsdag mindede Donald Trump om, at hvis der ikke kommer en aftale, så er han parat til at bruge sin superkraft.

- Præsident Xi og jeg ønsker, at denne aftale falder på plads, og det vil den formentlig. Men hvis ikke, så husk,... ... at jeg er Tariff Man, skrev Trump på Twitter og fremhævede, at USA netop nu høster milliarder af dollar i afgifter.

Det skabte ikke lige frem gode vibrationer hos investorerne, og det sendte aktierne yderligere ned fra mindre minusser under 1 pct.

- Markedet fik den gode optur i sidste uge i USA, og så skal der komme noget mere for at få det til at køre videre. Så opstår den her tvivl omkring våbenhvilen, og Trump truer på Twitter, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

NERVØSE INVESTORER PÅ SIDELINJEN

I mellemtiden har rentekurven igen nærmet sig nul, og det skaber yderligere bekymring i markedet.

- Vi ser en fortsættelse af presset på renterne. Nu begynder man igen at tale om en omvendt rentekurve, og det skaber nervøsitet, og vi ser finansaktierne falde kraftigt. Med al den her larm, så spørger investorerne, hvorfor de skal give den gas nu, og derfor holder de pengene på sidelinjen.

- Der er brug for noget mere konkret til at genskabe den positive stemning. Bevægelserne er så store, og mange investorer står på sidelinjen og spørger, hvorfor de skal investere, når de kan få det hele billigere i morgen. Der er ingen tillid i øjeblikket. Det er den modsatte situation af det, vi så i 2017 og starten af i år, hvor man bare skulle med, forklarer Danske Banks seniorstrateg.

FINANS I BUND

På sektorfronten var der i S&P 500 kun plus til den defensive forsyningssektor, som steg med beskedne 0,1 pct.

I bunden var omvendt finansaktierne, som blev udsat for et massivt udsalg og som mistede hele 4,4 pct. Den udvikling var drevet af et fald i renterne på 6 basispoint til den tiårige statsobligation. Faldende renter er skidt nyt for især bankernes forretning, da det reducerer indtjeningen på rentemarginalen - forskellen på renten på ind- og udlån.

Industri mistede samtidig 4,4 pct., mens råvarer og materialer faldt 3,1 pct. De to sektorer er oftest mest påvirket af nyt på handelsfronten. It-aktierne, som fylder omkring 20 pct. af markedsværdien i S&P 500, mistede samtidig 3,8 pct., mens cyklisk forbrug faldt med 3,9 pct.

Blandt de store aktienavne var der solide fald til bankaktierne. Bank of America tabte 5,4 pct., mens Wells Fargo mistede 4,5 pct. JPMorgan Chase gik samtidig i minus med 4,5 pct. Endelig mistede Citigroup 4,8 pct.

DE TRE SVÆRVÆGTERE FALDT

Det var også tungt for de store industriselskaber, da Boeing mistede 4,9 pct., mens Caterpillar tabte 6,9 pct. Halvlederaktierne fik også høvl med minus 7,6 pct. til Nvidia, et fald på 4,8 til Intel og AMD i minus med 10,9 pct.

Amazon faldt samtidig med 5,9 pct., mens softwaregiganten Microsoft mistede 3,2 pct., Apple røg ned med 4,4 pct. Resultatet blev, at Microsoft tirsdag endte som verdens mest værdifulde børsnoterede selskab i 838,7 mia. dollar med henholdsvis 0,2 og 22,5 mia. dollar ned til nummer to og tre - Apple og Amazon.

Også i bunden af S&P 500 fandt man United Rentals, som gør sig i leasing af maskiner, da byggefirmaet Toll Brothers rapporterede om faldende efterspørgsel. United Rentals' aktie faldt med 10,9 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  USA❯ 

Relaterede nyheder