USA/aktier: Trak i minus efter rentemelding

Udgivet den 13-06-2018  |  kl. 22:09  |  

De amerikanske aktiemarkeder fordøjede onsdagens rentemelding fra landets centralbank, Federal Reserve, med at trække i minus efter små stigninger tidligere på dagen. Meldingen fra banken var uden de store overraskelser og bekræftede den stærke amerikanske økonomi.

Det brede S&P 500-indeks lukkede nede med 0,4 pct. efter at have været i plus med næsten 0,2 pct. tidligere, og Dow Jones-indekset faldt 0,5 pct. Teknologiaktierne på Nasdaq trak sig også fra rekordterritorie med et fald på 0,1 pct., men var på et tidspunkt ellers oppe med 0,6 pct.

Det var især AT&T og Verizon, som trak S&P 500, mens Dow Jones-indekset blev holdt nede af Boeing og Caterpillar.

FED LØFTEDE RENTEN

Onsdagens store begivenhed var den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, rentemelding. Banken hævede helt som ventet sin toneangivende rente, federal funds rate, med 25 basispoint, eller et kvart pct.point, til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct. Samtidig signalerede centralbanken, at man er på vej med to renteforhøjelser mere i år. I så fald vil man nå op på fire af slagsen mod tre, som banken ellers har indikeret efter rentemøderne både i december sidste år og marts i år.

- Der var ikke de store overraskelser i onsdagens melding. Vi fik det rentehike, som markedet havde regnet med. Så var der lidt ændring i dotplot-diagrammet, så det nu tipper over imod to renteforhøjelser mere i år, men det går også godt i økonomien i USA, og centralbanken kommer med positive udmeldinger om det samme. Derfor var meldingen udramatisk for aktierne onsdag, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

Han peger på, at markedet samtidig stadig er lidt afventende inden torsdagens rentemøde i ECB, hvor investorerne ikke er helt så sikre på udfaldet som onsdagens melding fra Federal Reserve. Der er ikke udsigt til renteforhøjelser fra ECB før engang i 2019, men torsdag er der en mulighed for, at ECB vil komme med nyt omkring om stop for eller neddrosling af ECB's tilbagekøbsprogram på 30 mia. euro om måneden.

- USA og Federal Reserve er vigtig, men det er også vigtigt, når de sidste stopper med at købe op af deres obligationer og sende nye penge ud i markedet. Det er meget efter bogen, det som USA's centralbank gjorde, mens ECB har mere potentiale til at overraske i sin melding om tilbagekøbene, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen, som understreger, at Danske Bank ikke forventer, at ECB torsdag vil melde om, at opkøbsprogrammet neddrosles.

TELEKOM FALDT MEST

På sektorniveau var det telekom, der klarede sig ringest i S&P 500. Sektoren faldt 4,5 pct. Der er kun få teleselskaber i indekset, og de havde det svært onsdag. Det skyldes, at AT&T tirsdag vandt en retssag over det amerikanske justitsministerium, som havde forsøgt at blokere teleselskabets overtagelse af Time Warner, fordi man mente, det ville kunne skade konkurrencen. Dommeren i den amerikanske distriktsdomstol afviste dog myndighedernes krav blankt.

Det betyder, at overtagelsen til 85 mia. dollar kan gennemføres, hvis ikke afgørelsen ankes. Investorerne sendte på den baggrund AT&T-aktien ned med 6,2 pct., mens Time Warner, som bliver overtaget, steg med 1,8 pct.

USA's største mobilselskab Verizon faldt også 2,9 pct., selv om man har en strategi om ikke at deltage i vertikale overtagelser, hvor tele- og internetselskaber overtager indholdsselskaber.

Ringene spredte sig også i vandet til et andet trekløver. Walt Disney, som på tilsvarende vis er i færd med at overtage 21st Century Fox, vandt 1,9 pct., mens Comcast, som har varslet, at man vil overbyde Disney, tabte 0,2 pct.

Med tirsdagens afgørelse er der lagt op til, at også en overtagelse af 21st Century Fox vil kunne blive godkendt og sandsynligheden for en reel budkrig er derfor steget. Det gavner aktionærerne i 21st Century Fox, som steg 7,7 pct.

FANG I TOP

Trods sit tilbagefald så er Nasdaq ikke langt fra rekordniveau, som man senest satte tirsdag.

Det er blandt andet FANG-aktierne, som har løftet Nasdaq i år, og FANG-indekset med de største og mest handlede IT-aktier fortsatte onsdag sin rekordstime. FANG, der blandt andet består af Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google via moderselskabet, Alphabet, steg 0,8 pct. og har nu vundet næsten 34 pct. i 2018.

Netflix steg onsdag med 4,4 pct. til sin nye lukkerekord i 379,93 dollar.

En anden større selskabsnyhed onsdag var, at Stryker officielt meldte ud, at man ikke er i samtaler om en overtagelse af Boston Scientific, der blandt andet konkurrerer med danske Coloplast på området for urologi. Det fortalte The Wall Street Journal ellers mandag, hvor aktien i Boston Scientific steg 7,4 pct. Onsdag faldt aktien tilbage med 6,2 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
1,69%
 
17:00:01

 
1,48%
 
17:30:02

 
1,04%
 
17:00:01

 
-1,11%
 
18:34:01

 
-2,00%
 
18:34:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder