USA/aktier: Tyrkisk krise udløste bredt aktieudsalg

Udgivet den 10-08-2018  |  kl. 22:06  |  

De amerikanske aktier faldt ligesom de globale markeder fredag, da bekymring for, at den tyrkiske krise vil sprede sig, tog fat i investorerne. Det betød, at investorerne sendte deres kærlighed og penge over i sikker havn og solgte ud af aktierne.

Det brede S&P 500-indeks faldt på den baggrund med 0,7 pct., mens Dow Jones, som blot har 30 aktier i sig, mistede 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq var også ramt med et minus på knap 0,7 pct.

Frasalget skete over en bred kam. I Dow Jones var kun 5 af 30 aktier i plus. I S&P 500 var det kun 113 aktier, som formåede at slutte i grønt.

TYRKIET I KRISE

Den tyrkiske lira, der gennem hele året har været presset af en høj inflation, som udhuler valutaens købekraft, hvilket har fået investorerne til at sælge ud, fik fredag endnu en knockout på valutamarkedet med et fald over for dollaren på mere end 13 pct.

Markedet reagerer ikke kun på den høje inflation, men også fordi landets centralbank forsømte at hæve sin rente i forsvar i juli, fordi, spekulerer markedet i, at landets præsident Recep Tayyip Erdogan har udtalt, at han er en fjende af højere renter.

At USA samtidig har indført sanktioner mod landet, fordi Tyrkiet tilbageholder en amerikansk præst, har blot øget presset.

Liraen er siden årsskiftet faldet med 40 pct. over for dollaren. En dollar koster fredag 6,3937 lira, mens den ved årsskiftet kostede 3,7982 lira.

- Hen over sommeren har vi set en rotation mod de defensive aktier. I dag er der ikke rigtigt noget, som er godt nok. Defensive klarer sig bedre, men falder også. Det er et bredt udsalg. Udviklingen i Tyrkiet udløser bekymring, og da dollaren samtidig styrkes over for euroen til under 1,15 dollar, opstår der yderligere stress i systemet, og det øger flugten mod sikkerhed, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger på, at 1,15 dollar for en euro er en psykologisk og teknisk vigtigt korsvej. Underliggende vurderer seniorstrategen, at der dog ikke er sket noget fundamentalt nyt fredag. Markedet har længe kendt til udfordringerne i Tyrkiet, men fredag har situationen fået lov til at stjæle al opmærksomheden.

- Økonomien i USA er fortsat god. Selskaberne leverer også på indtjeningen. Det vi ser, er frygten for frygten for, hvad der kan ske.

NÆSTEN RØDT OVER HELE LINJEN

I S&P 500-indekset var 11 ud 12 sektorer i minus fredag. I bunden fandt man råvarer og materialer, som mistede 1,4 pct., mens finans fulgte lige efter med et minus på 1,2 pct. teknologi, som fylder 26 pct. i indekset, mistede 0,8 pct.

Råvarer og materialer, som også lider under handelskrigen, var ekstra ramt af en ny rapport, der viste stigende lagre af blandt andet sojabønner, mens teknologiaktierne blev trukket ekstra ned af en negativ dag for halvledersektoren, hvor handelskrigen skaber frygt for efterspørgslen.

Finansaktierne havde en ekstra dårlig dag, da renten faldt kraftigt, efterhånden som investorerne søgte over i obligationer. En lavere rente er ikke befordrende for bankernes indtjening på ind- og udlån.

Ud over det faldt også industri og sektoren for forbrugsgoder med 0,8 pct. Kun energisektoren gik frem med 0,3 pct., da olieprisen steg fredag.

MURDOCHS NEWS CORP FALDT MEST

På selskabsfronten var der fredag en mere stille dag.

Blandt de mest stigende i S&P 500 fandt man Express Script, som vandt 2,2 pct. Selskabet er ved at blive overtaget af Cigna, men den aktivistiske investor Carl Icahn har købt sig ind i Cigna blandt andet for at bremse opkøbet, som han mener er for dyrt. Det har presset aktien i Express Script, men fredag lettede det lidt, da andre storaktionærer i Cigna, Glenview og ISS, har støttet op om overtagelsen.

I bunden af indekset fandt man Rupert Murdochs News Corp, som mistede 12,4 pct. Trods et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal faldt aktien det meste i fem år, da selskabet planlægger at øge sine investeringer i det australske kabel-tv-netværk Foxtel for at tiltrække nye kunder, ligesom omkostninger til en ny streamingservice og højere priser på cricketrettigheder kræver flere penge.

Microchip Technology fulgte lige i hælene med et minus på 9,7 pct. En skuffende guidance samt bekymringen for effekten af en handelskrig mellem USA og Kina overskyggede, at selskabet rent faktisk klarede sig bedre end ventet i andet kvartal.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,14%
 
14:11:02

 
0,08%
 
12/12/18

 
-0,08%
 
14:11:02

 
-2,11%
 
14:11:02

 
-4,22%
 
12/12/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder