USA/Jyske: Pæne nøgletal holder døren åben for renteforhøjelse i juni

Udgivet den 30-05-2017  |  kl. 16:30  |  

Et par nøgletal for den amerikanske økonomi har tirsdag ramt lidt over markedets forventninger, og dermed er der fortsat lagt i ovnen til en rentestigning i USA næste måned.

Sådan lyder vurderingen hos chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank, efter at privatforbruget og kerneinflationen sluttede enten på linje med økonomernes estimater eller en smule over i april.

I forhold til den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste den en stigningstakt på 0,2 pct. sammenlignet med måneden før. Økonomer havde ifølge Bloomberg News ventet en stigningstakt på 0,1 pct.

Samtidig steg privatforbruget i USA med 0,4 pct. og udviklede sig dermed på linje med økonomernes forventninger ifølge estimaterne indsamlet af Bloomberg News.

- Privatforbruget og inflationen fra USA var lidt stærkere end ventet, og det holder døren åben for en renteforhøjelse fra Fed (den amerikanske centralbank, red.) på rentemødet om to uger, skriver Kim Fæster i en kommentar.

Med til historien om privatforbruget hører det, at marts-tallet er oprevideret til en vækst i privatforbruget på 0,3 pct. fra tidligere oplyst 0,0 pct.

Den amerikanske centralbank holder sit næste rentemøde 13.-14. juni.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder