USA/lukning: Fest på Wall Street - Apple i rekord

Udgivet den 11-10-2019  |  kl. 22:17  |  

De amerikanske aktier røg i vejret fredag, da investorerne fejrede udsigterne til en handelsaftale mellem Kina og USA. En af de aktier, der nød godt af en bedring i forholdet mellem verdens to største økonomier er Apple, som fredag ramte sin højeste kurs nogensinde.

Teknologitunge Nasdaq steg mest med et plus på 1,3 pct., men var på et tidspunkt oppe med hele 2,1 pct. Det brede S&P 500 vandt 1,1 pct. Dow Jones gik også op med 1,2 pct.

Trods tunge kursfald mandag og tirsdag endte ugen dermed i plus i USA. S&P 500 vandt 0,6 pct. siden sidste fredag, mens både Nasdaq og Dow Jones gik op med 0,9 pct. S&P 500 er nu kun 1,8 pct. fra sit højeste niveau, som blev nået i juli.

TRUMP TALER AKTIERNE OP

Investorerne tog fredag forskud på glæderne og håbede på en handelsaftale mellem USA og Kina, som i denne uge mødtes til forhandlinger i Washington.

Aktierne fik et ekstra løft, da Bloomberg News uden kilder fortalte, at USA og Kina har indgået en delvis aftale. En nyhed, som blev bekræftet lige inden markedets lukning. USA og Kina er enige om en delvis aftale, en "fase 1", som ifølge Donald Trump vil bane vej for en bredere handelsaftale.

- Stigningerne er retfærdiggjort af udviklingen. Hvis noget har skabt bekymringer, er det jo handelskrigen. Det har ramt virksomhedernes lyst til at investere, og forbrugerne står for tur. Sentiment har været meget nervøst. Kan vi bare stoppe en optrapning, så skal det give noget, for markedet har været ekstremt negativt, lyder vurderingen fra Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger på frygten har været på ekstreme niveauer, da investorerne aldrig har købt så meget ind i kortsigtede statsobligationer i USA - altså i pengemarkedsrenterne.

Den positive stemning påvirkede også renterne i USA, hvor risikoappetitten på obligationer var faldende, og derfor steg den tiårige statsrente i USA 6 basispoint til 1,73 pct.

APPLE I FRONT

Blandt sektorerne var det industriaktierne, som toppede i S&P 500 med et plus på 2,0 pct., mens ligeledes handelsfølsomme råvarer og materialer fulgte lige efter med en stigning på 1,9 pct. Finansaktierne løftedes igen fredag af de stigende renter og vandt 1,3 pct., det samme gjorde energiaktierne med 1,4 pct. på en stigende oliepris, mens it-aktierne gik op med 1,5 pct.

Apple førte markedet mest opad med et plus på 2,7 pct. til 236,21 dollar, og det er den højeste kurs for aktien nogensinde. Selskabet har i det store hele undgået handelstold på sine produkter, men midt i december er der udsigt til 15 pct. told på iPhonen, som samles i Kina - hvis der altså ikke kommer en handelsaftale.

Det amerikanske finanshus Wedbush løftede desuden kursmålet for Apple-aktien til 265 dollar fra 245 dollar forud for børsåbningen. Anbefalingen er fortsat "outperform". Finanshuset har skruet op for optimismen omkring selskabets kommende lanceringen af en streamingtjeneste for film, tv-serier og dokumenter.

CHIPSEKTOREN BLEV LØFTET

Handelsnyhederne løftede også chipsektoren, der som gruppe vandt 2,2 pct. Her trak Intel for med et plus på 1,9 pct., mens Broadcom gik op med 2,4 pct. Texas Instruments vandt også 1,9 pct.

Facebook havde også en god fredag med et plus på 2,3 pct., mens Amazon steg 0,7 pct., og Microsoft løftedes 0,4 pct.

Blandt bankerne førte JPMorgan Chase an med et plus på 1,7 pct., mens Bank of America lagde 1,6 pct. til.

General Motors vandt også frem med 2,6 pct. Bilkoncernen har været plaget af strejker i USA, men ledelsen har nu løftet sit tilbud til fagforeningerne om at investere 9 mia. dollar i de amerikanske fabrikker. Det er 2 mia. dollar mere end i ledelsens tilbud i september.

I toppen af fredagens S&P 500-indeks lå Fastenal med et plus på 17,2 pct. Koncernen, som leverer dele til bryggebranchen og industrien, overgik med sit regnskab for tredje kvartal forventningerne på Wall Street.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

08:26 Aktier/tendens: Unibrew og Mærsk kan gå mod strømmen i ventet rød åbning
08:03 GN får sat kursmålet op af Danske Bank der spår pæn organisk vækst i første kvartal
08:02 Unibrews opjustering ses belønnet med kursstigning på 2-5 pct. hos Jyske Bank
08:00 Antallet af folkepensionister steg i 2023
07:51 Unibrew får hævet anbefaling og kursmål hos ABG efter regnskab med opjustering
07:22 Fransk ISS-konkurrent leverer stærkere end ventet vækst drevet af højere priser
07:12 Israels angreb på Iran udløser markant prishop på olie
07:06 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter eskalering af konflikt i Mellemøsten
06:42 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:41 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:34 Netflix slog klart markedets forventninger i første kvartal - men aktien faldt
06:34 Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb
06:34 Israelske missiler rammer Iran - medie
06:34 Demant-chef ser mere aktive ældre løfte markedet i USA
06:34 Demant-chef: Stigende tilskud har hjulpet markedet i USA - men ikke som i Europa
06:34 Unibrew-opjusterer indikerer at værste er ovre mener analytikere
06:34 Unibrew med stærkt momentum fra årets start - slår forventningerne
06:32 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:32 Valuta: Kraftig flugt mod sikre havne efter israelsk gengældelsesangreb på Iran
06:32 USA/T-bond: Stærke nøgletal sendte renterne op - markant drop fredag