USA/lukning: Fra plus til minus - udsigt til oliespænding onsdag

Udgivet den 01-04-2020  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier endte efter en ellers positiv start med moderate kursfald tirsdag. Selv om det således blev en af de roligere aktiedage de seneste seks ugers tid, endte markedet i USA alligevel med det værste første kvartal siden 1938.

Onsdag morgen ser kursfaldene ud til at fortsætte i moderat tempo. De store indeksfutures ligger med fald på 0,8-1,5 pct.

Tirsdagens minusser kom trods opløftende økonomiske data fra især Kina. Opløftende, fordi de ikke var så slemme, som frygtet.

Samtidig var markedet beroliget af de efterhånden mange stimuluspakker og likviditetsstøtte fra centralbankerne, som verden over løber op i mere end 10.000 mia. dollar ifølge Reuters.

Det brede S&P 500-indeks faldt tirsdag med 1,6 pct. Trods en fremgang på mere end 15 pct. siden den seneste bund er indekset faldet med 23,7 pct. fra dets rekordniveau i februar. Det er samtidig faldet med 20 pct. siden nytår, hvilket er det mest ringe første kvartal for indekset siden 1938, og aktieværdier i USA for mere end 5000 mia. dollar er forsvundet.

Dow Jones-indekset mistede også 1,9 pct. tirsdag, og Nasdaq bakkede med 1,1 pct. Med et fald på 23,2 pct. var dette kvartal det mest ringe første kvartal for Dow Jones siden 1987.

- Måske er det lidt stilhed før stormen. Der er sket en rebalancering den seneste tid, som nok blev færdiggjort i sidste uge, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank

- Kinesiske data var bedre end ventet, og det gav plusser i starten, men det sivede ud igen. Der er dog nok mange, som synes, at det var meget godt, det vi fik, men som lige vil se, hvad der ligger til os i morgen, når vi står op, fortsætter han.

I Kina steg indkøbschefernes tillid nemlig markant i marts. Ganske vist fra meget lave februarniveauer for både industri og service - men altså til pænt over forventningerne.

SAUDIERNE TÆNDER FOR PUMPERNE

Onsdag starter en ny måned, og det er her, at Saudi-Arabien har annonceret de første olieproduktionsforhøjelser, og det kan udløse nyt stress med fald i olieprisen. Omvendt vil en aftale om lavere produktion i stedet for en priskrig med Rusland kunne bringe et løft til aktierne.

- Sidste gang olien vendte rundt, der kørte aktierne først. Smækker man omvendt oliesektoren ned igen onsdag, kan det igen stresse high yield. Det nye kvartal starter ellers med et mere stabiliseret kreditmarked efter pengeindsprøjtning fra centralbankerne, forklarer Lars Skovgaard Andersen.

Han henviser til, at da kreditmarkederne frøs over, tog aktieudsalget til, fordi investorerne var tvunget at hente likviditeten der i stedet.

- Det er spændende at se, om vi nu har passeret bunden. High yield har stabiliseret sig, og vender olien også, kan det være tilfældet. Det er dog stadig et halvkøligt kreditmarked, men det har hjulpet lidt.

ENERGIAKTIER FALDT MINDST

Ud over aktiefaldene tirsdag blev renterne også trykket ned, da den tiårige rente droppede med 6 basispoint til 0,67 pct., ligesom olieprisens indledende stigninger gik i sig selv igen til et plus på blot 1,1 pct.

Det til trods var det energiaktierne, der klarede sig bedst i S&P 500-indekset med et plus på 1,6 pct. Her trak Exxon Mobil og Conocophillips for med stigninger på 1,3 pct. og 5,2 pct.

Næstbedst var aktierne i sundhed med et fald på 0,4 pct., mens sektoren for kommunikationsservice med et minus på 0,5 pct. fulgte lige efter. Her hjalp det, at Googles ejer, Alphabet, og Facebook begge steg med 1,4 og 0,5 pct.

Finanssektoren mistede også 3,0 pct., hvor USA's største bank, JPMorgan Chase, tabte 3,7 pct. Det samme gjorde nummer to, Bank of America.

Dagligvaresektoren faldt desuden 2,0 pct. Her var det især et minus på 4,4 pct. til Procter & Gamble, som trak ned, mens blandt andet et minus på 4,8 pct. til byggemarkedskæden Home Depot holdt cyklisk forbrug i minus med 1,8 pct.

It-sektoren mistede 1,9 pct. Her var det Microsoft, som bidrog mest til den udvikling med et fald på 1,6 pct., mens Mastercard og Visa, som tirsdag for anden gang på en måned nedjusterede, mistede henholdsvis 4,6 og 2,7 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder